Broccolisalat med bacon

Denne broccolisalat har vi egentlig lavet i mange år herhjemme. I starten brugte jeg den kun som tilbehør til en hovedret. Men jeg synes efterhånden, at den gør sig bedre alene til frokost fx sammen med en halv hjemmebagt Fuldkornsbolle.

Jeg elsker jo kål, og denne broccolisalat hører til blandt favoritterne med den dejlige sprøde bacon og de søde rosiner.

Ingredienser:

  • 1 broccolihoved
  • 1 pakke bacon
  • ½ dl rosiner
  • ½ dl solsikkekerner
  • ½ dl creme fraiche
  • 2 spsk rødvinseddikke
  • 1 spsk agavesirup
  • salt

Fremgangsmåde:

Del broccolien i buketter og skær den yderste skræl af stænglen, så den inderste del også kan deles i mindre bidder. Kog broccolien i letsaltet vand, så den stadig har bid og lad den køle af. Lav dressingen af creme fraiche, rødvinseddike og agavesirup og vend det med broccolien. Kog noget vand og sæt rosinerne i blød i 5 min. inden de tilsættes salaten. Rist solsikkekerner på en pande og rør i salaten. Rist til sidst bacon og pynt salaten med sprødstegt bacon