Kyllingebryst fyldt med pesto, feta og grønkål – i baconsvøb

Kylling er er skønt, men har man med hele kyllinger at gøre, tager det ofte lang tid at tilberede.

Denne ret er hurtig og nem, og tilbehøret kan varieres. Jeg valgte at benytte mig af, at ovnen allerede var i brug og lavede Bønnefritter og Ovnbagte rødbeder med kanel og spidskommen samt guacamole og Ærtepuré som dip. Beregn et kyllingebryst pr. person. Du kan selv lave Tomatpesto, Rucolapesto eller Tallerkensmækkerpesto.

Ingredienser:

  • 4 kyllingebryst
  • pesto
  • ½ blok feta
  • grønkål
  • en pakke bacon i skiver

Fremgangsmåde:

Start med at banke kyllingebrystfileterne flade med hånden. Smør dem med pesto. Skær fire skiver feta og læg en skive på hvert kyllingebrystfilet. Riv stykker af grønkålsbladene og læg ovenpå.

Rul fileterne sammen som små pakker og pak ind i baconskiver. Læg på et ildfast fad.

Bag i midten af ovnen i ca 25 min ved 180 grader.