Blomkål

Blomkålsbund med pizzafyld

Normalt synes jeg, at tilberedt blomkål godt kan være sådan lidt for meget i det. Derfor har jeg længe været skeptisk overfor en bund af blomkål. Men jeg må sige, at min skepsis blev gjort til skamme. Bunden blev både sprød og lækkert og smagte forrygende – slet ikke som kogt blomkål eller blomkålsgratin.

Om det har noget pizza at gøre, ved jeg ikke, om jeg vil sige, men det er en dejlig opskrift med blomkål!

Ingredienser:

  • 1 blomkålshoved
  • 3 æg
  • 100 revet fast ost fx parmesan
  • 2 spsk loppefrø eller mandelmel
  • 1 tsk salt
  • 1 spsk oregano
  • evt. 1 fed presset hvidløg

Fremgangsmåde:

Læg blomkålshovedet i en dyb tallerken med vand i bunden og giv dem nogle minutter i mikrobølgeovnen. Blend så blomkålshovedet i en foodprocessor til risstørrelse. Bland de øvrige ingredienser i og rør til en fast masse.

Fordel dejen tyndt ud på et stykke bagepapir på en bageplade og glat ud.

Forbag bunden i ovnen på 220 grader i ca 15 min til den er sprød og gylden.

Tag den ud og smør den med en blanding af Tomatpesto og tomatpuré. Der må gerne være godt med smag i. Giv den derefter et drys ost og slut af med grøntsager og kød.

Bag “pizzaen” igen ved 190 grader i 5-10 min alt efter fyld.

Rå blomkålssalat med peberrodcreme

Jeg ved godt, at jeg har skrevet det før, men jeg elsker kål – især, når den er frisk og rå. Er man mere til kogt blomkål, kan man bare vælge, at give den et kort opkog og lade køle af, inden man tilbereder salaten.

Som voksen er jeg så også kommet til at holde forfærdeligt meget af stærke smagsgivere som chili, sennep, wasabi og peberrod. Om det skyldes, at jeg er blevet mere åben og tolerant overfor det hotte, eller bare at smagsløgene er blevet dårligere, skal jeg ikke kunne sige. Men så snart det kun er til de voksne, holder jeg af at snige det ind.

Det fantastiske ved peberrod er, at den gror lige ude i min have, og så kan det jo næsten ikke være lettere. Jeg har ikke været så god til at bruge den tidligere, men efter denne salat, kommer peberrod helt sikkert til at snige sig ind her og der fremover. Har man også æbler i sin have, så er det bare med at komme ud og plukke et par stykker og så ind i køkkenet igen.

Ingredienser:

  • et blomkålshoved
  • 2 æbler
  • 2 dl creme fraiche
  • et stykke peberrod
  • 1 tsk agavesirup
  • lidt salt

Fremgangsmåde:

Skyl blomkålen, skær den i små buketter og fyld i en skål. Skyl æblerne og fjern æbleskroget. Skær dem i mundrette stykker og bland dem med blomkålsbuketterne. Skyl, rens og riv peberroden.

Bland dressingen af creme fraiche, agavesirup, salt og 2 spsk revet peberrod. Vend dressingen med blomkål og æbler.