Cashewnødder

Luksus mandel – cashew drik på ristede nødder

Det er super let at lave sin egen mandelmælk eller mandeldrik, som det jo hedder. Når det så oven i købet koster en krig at købe en karton usødet mandeldrik i butikkerne, så er det bare med at komme i gang.

Man kan vælge bare at bruge 150 gram mandler, som sættes i blød natten over og blendes, men jeg kan godt lide, når drikken har mere konsistens og smag. For at give drikken ekstra smag har jeg derfor kombineret mandlerne med cashewnødder og ristet dem inden iblødsætning. Desuden har drikken fået lidt vanillie og stevia for at give en lille smule sødme.

Mandel-cashewdrikken er low carb og kan – ud over at drikkes som den er eller i the/kaffe – med fordel bruges til hjemmelavet Is sammen med kokosmælk eller fløde eller andre steder, hvor du ellers ville vælge mælk. Den kan også bruges til en skål dejlig chia-grød – måske endda med en klat creme fraiche ovenpå til morgenmaden. Den kan bruges til at koge risengrød på som et alternativ til sødmælk.

HUSK ikke at smide mandel-nødderesterne, du sier fra væk. – De er skønne i Stenalderbrød eller tørret i ovnen til sprødt knas, der kan bruges som alternativ til rasp, når du steger fiskefileter eller drysset på en skål græsk yoghurt.

Ingredienser:

  • 100 g mandler
  • 100 g cashewnødder
  • 1 liter vand
  • 1 tsk salt
  • ½ tsk vanillepulver
  • stevia/andet sødt efter smag og behag

Fremgangsmåde:

Start med at riste mandler og nødder på panden. Sæt dem derefter i blød natten over i 1 liter vand fx i blenderkanden.

Blend mandler og nødder til de er helt fint hakkede og vandet bliver til nøddedrik. Si drikken igennem en finmasket si og smag til med salt, sødt og vanilje.

Gem de blendede nødder og tør dem i ovnen til Mandelrasp / nødderasp eller brug dem i dit næste Stenalderbrød.

Revet rødbede med granatæble og cashewnødder

Det er ikke så tit, jeg køber granatæbler, fordi de er svære at finde økologisk, og når jeg støder på dem, så er de meget dyre. Men denne gang var der røget en af de konventionelt dyrkede i indkøbskurven, fordi jeg havde meget lyst til at lave denne smukke og smagfulde salat med de revne rødbeder. De søde rødbeder og de syrlige granatæblekerner går fantastisk godt i spænd. I en af de butikker, jeg handler i, kan man købe poser med en blanding af økologiske tørrede tranebær og cashewnødder, og så behøvede jeg ikke mere.

Ingredienser:

  • 1 kg rødbeder
  • 1 stort granatæble
  • 100 g tørrede tranebær
  • 100 g cashewnødder
  • 2 spsk agavesirup

Fremgangsmåde:

Skræl rødbederne og riv dem fint. Rul granatæblet hårdt mod bordpladen. Halver det og hæld saften oveni rødbederne. Vend vrangen ud på de to halvdele granatæble og pres alle kernerne ud over rødbederne. Sørg for, at det hvide skind ikke kommer med, da det har en bitter smag. Tilsæt tranebær og 2 spsk agavesirup og vend rundt. Lad gerne salaten stå og hvile i køleskabet mindst en time, så tranebærrene suger væde. Rist cashewnødderne let på en pande og drys dem over salaten inden servering.