Chia

Stikkelsbær-Chiagrød med fløde, blodsukkervenlig

Denne sommerklassiker er blevet moderniseret lidt ved at være jævnet med chiafrø i stedet for kartoffelmel. Chiafrøene minder i konsistens lidt om stikkelsbærkernerne og matcher dem derfor ret godt.

Grøden nydes afkølet med fløde.

Ingredienser:

  • 800 g stikkelsbær
  • 3 dl vand
  • 150 g chiafrø
  • 1 tsk vanillepulver
  • 1 dl kokossukker
  • stevia
  • fløde 38 %

Fremgangsmåde:

Skyl bærrene og nip blomsten af. Kom bærrene i en gryde sammen med vand og kog op. Lad derefter bærrene stå og trække i 10 min. Tilsæt kokossukker og vanillie og kog op igen.

Sæt grøden på køl. Når den er afkølet tages den frem igen og chiafrøene tilsættes. Lad det trække ca. 10 min. og rør ind imellem. Smag grøden til med stevia.

Anret grøden i skåle og server med fløde.

Romkugler, blodsukkervenlige

Romkugler består jo af et sammensurium af kagerester. Derfor har jeg også altid set det som en No-Go på en blodsukkervenlig diæt. Men det kan faktisk sagtens lade sig gøre at lave blodsukkervenlige romkugler som hele familien kan spise. Tag evt. en del fra til børnene, inden du tilsætter rom.

Har man blodsukkervenlige kagerester som Brownie, Græskarbrød, Bananbrød eller lignende, kan det helt sikkert godt bruges. Alternativt må der tænkes lidt kreativt. Det vigtigste er, at “dejen” får en lidt fast konsistens med god sammenhængskraft.

Ingredienser:

  • 25 mandler
  • 2 spsk hørfrø
  • 4 spsk chiafrø
  • 4 spsk rå kakaopulver
  • evt et par spiseskefulde havregryn
  • 2 ½ dl fløde
  • 2 tsk god rom
  • stevia, agavesirup, sukrin, kokossukker eller andet blodsukkervenligt sødemiddel.
  • evt ½ tsk vaniljepulver
  • 50 g kokosmel til at rulle kuglerne i.

Fremgangsmåde:

Sæt chiafrø i blød i fløden i min 10 min. Rør ind imellem.

Blend mandler og hørfrø til mel. Tilsæt de øvrige ingredienser – også chia-fløden og blend til en ensartet masse.

Form romkuglerne og tril i kokos. Brug evt. en kop, så kuglerne får en ensartet form og kokos bliver pænt fordelt.