Chips

Ristede græskarkerner

Der er ingen grund til at smide kernerne fra halloweengræskar ud. De kan sagtens bruges til at lave lækre ristede græskarkerne lige til at drysse over din salat eller spise som snack.

Ingredienser:

  • Græskarkerner fra en hokkaido
  • Rapsolie
  • salt

Fremgangsmåde:

Skrab kernerne ud af dit græskar og skyld dem helt rene for græskarkød. Kog dem i letsaltet vand i 20 min. Tænd ovnen på 160 grader. Bred græskarkernerne ud over en bageplade beklædt med bagepapir og hæld lidt rapsolie over og drys med salt. Rist kernerne i ovnen i ca 30 min og vend undervejs. Lad dem køle af inden servering.

Sprøde græskarchips

Mange ved ikke, at skrællen på hokkaido sagtens kan spises – den smager endog fantastisk, når den fx som her laves til sprøde chips. Min datter skulle til allerhelgensfest i børnehaven, og vi skulle give nogle snacks med. Det er altid sådan noget sidste øjebliks-noget herhjemme. Min mand havde spurgt, om hun ville have melorme med, men det ville hun ikke. Så kiggede jeg i køleskabet på vores flotte orange græskar og tænkte, at den måtte da kunne trylles til en skøn allerhelgenssnack. Det blev så til disse skønne græskarchips, som blev et hit.

Ingredienser:

  • skrællen af et hokkaidogræskar
  • 2 spsk solsikkeolie
  • salt

Fremgangsmåde:

Skyl græskarret. Tag en skrællekniv frem og lav fine tynde chipsflager af skrællen. Hvis ikke du har nok chips, kan du sagtens lave flere chips af kødet indenunder. Fyld chips og solsikkeolie i en plasticpose og ryst, så olien fordeler sig på alle chips. Fordel chipsene på en bageplade beklædt med bagepapir og drys salt over. Bag dem ved 160 grader i ca 20-22 min til de er sprøde uden at blive for mørke, så hold godt øje. Løft dem over på en kold tallerken og lad dem blive helt kolde og sprøde. Spis dem samme dag.

Chips af grønkål

Grønkålschips

Ude i haven står selv her om vinteren Daubentonkålen med friske grønne blade. Lige til at plukke af. Jeg er flere gange blevet spurgt om, hvad jeg egentlig bruger den flerårige Daubentonkål til, som jeg har i haven. Indrømmet, i starten vidste jeg heller ikke selv, hvad jeg kunne bruge den til. Men efterhånden dukker der nogle opskrifter op, som den er super velegnet til.

En af disse opskrifter er grønkålschips. Ok, men hvad bruger man så grønkålschips til? Jeg er selv stødt på det flere gange i salatbare. Selv synes jeg, at disse knasende sprøde, salte bidder er lækre som ekstra tilbehør til aftensmaden sammen med fx et stykke lækkert kød og noget frisk salat. Man kan vælge at lave dem helt enkelt med kun olie og salt. Eller man kan tilføre dem et ekstra pift ved også at dryppe dem med citronsaft og give et drys fx parmasanost. Selv brugte jeg en manchegoost, da det var den, vi havde i køleskabet, og den også har masser af smag.

Ingredienser:

  • En god stor håndfuld grønkålsblade
  • 2-3 spsk rapsolie
  • Et gavmildt drys salt
  • Saften fra en 1/4 citron (Kan udelades)
  • 10-15 g parmasanost (kan udelades)

Fremgangsmåde:

Start med at skylle bladene og duppe dem tørre. Riv dem så i mundrette stykker. Vend dem med olie og citron. Fordel bladene på bagepapir på en bageplade og giv dem et drys salt og ost. Bag dem i 10-12 min. ved 170 grader. Hold øje, så de ikke brænder på. Spis enten med det samme eller gem i bøtte med tætsluttende låg.