Græskarkerner

Pesto på blomsterkarse

Vi skulle have pizza, men var løbet tør for pesto. Jeg kiggede ude i haven for at se, om der var noget at lave pesto af. – Det var der heldigvis! Selv her langt hen i november står tallerkensmækkerne (eller blomsterkarse, som de også kaldes) med store flotte grønne blade.

Det kom der denne smukke grønne og velsmagende pesto ud af, som første dag kom på pizzaen og næste blev rørt i en grydefuld fuldkornspasta og blandet med grøntsager til en lækker pastasalat.

Ingredienser:

  • 100-150 g tallerkensmækkerblade
  • 130 g parmasanost eller anden fast ost
  • 1 fed hvidlød
  • 50 g mandler
  • 50 g solsikkekerner
  • 50 g græskarkerner
  • saft fra 1/2 citron
  • 2 dl olivenolie
  • salt

Fremgangsmåde:

Star med at riste mandler og kerner. Pil og blend hvidløget. Tilsæt de øvrige ingredienser og blend til en ensartet blød masse. Smag til med salt.

Ristede græskarkerner

Der er ingen grund til at smide kernerne fra halloweengræskar ud. De kan sagtens bruges til at lave lækre ristede græskarkerne lige til at drysse over din salat eller spise som snack.

Ingredienser:

  • Græskarkerner fra en hokkaido
  • Rapsolie
  • salt

Fremgangsmåde:

Skrab kernerne ud af dit græskar og skyld dem helt rene for græskarkød. Kog dem i letsaltet vand i 20 min. Tænd ovnen på 160 grader. Bred græskarkernerne ud over en bageplade beklædt med bagepapir og hæld lidt rapsolie over og drys med salt. Rist kernerne i ovnen i ca 30 min og vend undervejs. Lad dem køle af inden servering.

Salat med butternut squash

Første gang jeg fik grillet græskar var på en rejse i Australien. Siden har vi mange gange selv lagt de skønne skiver på grillen eller i ovnen. Denne salat er en skøn blanding af det søde fra butternut squashen, det sprøde fra de Ristede græskarkerner og det salte og fede fra fetaen kombineret med en dejlig frisk grøn salat.

TIP: Tilbered hele din butternut squash i ovnen og lav en lækker Hummus af den anden halvdel.

Ingredienser:

  • ½ butternut squash eller hokkaido
  • 100 g feta
  • En håndfuld grønne salat- eller spinatblade
  • ½ dl græskarkerner

Fremgangsmåde:

Skær top og bund af din butternut squash, stil den på bordet og skær skrællen af. Skær den ud i mindre stykker med en tykkelse på ca. ½ cm. Læg stykkerne i et ovnfastfad og hæld olivenolie over. Butternut squash-stykkerne skal have 40 min ved 200 grader på midterste rille, til de er møre. Lad stykkerne køle af i køleskabet.

Rist græskarkernerne på en tør pande. Skær fetaen ud i terne. Skyl salat eller spinat. Anret butternut squash-stykkerne blandet med feta og salat på et fad og drys de ristede græskarkerner over.