Hassel

Hjemmelavet mysli, fuldkorn

Jeg synes økologisk mysli er dyrt. Det er også svært at finde et godt produkt, som hele familien synes om. Min mand gider fx ikke kokosflager og børnene sidder og piller græskarkerne og de hele mandler og nødder fra. Selv gider jeg ikke, at der er for mange rosiner i. Til gengæld kan jeg godt lide, at der er lidt bid i min mysli. Børnene vil gerne have sprøde flager (ala cornflakes) i, hvilket ofte er lavet på majs, som jeg slet ikke spiser, da det giver store blodsukkerudsving. Hvorom alt er, så fandt jeg den store krukke frem og spurgte børnene til råds inden jeg gik ud og handlede ind til vores helt egen hjemmeblandede mysli. Det fantastiske er, at man kan variere den fra gang til gang i det uendelige alt efter smag, og hvad man lige har liggende i køkkenskabet.

Børnene spiser mysli næsten hver morgen på et surmælksprodukt, og manden og jeg holder af en lille portion til natmad. Derudover bruger vi det altid til topping til Koldskål. Det er bare meget sundere og mere lækkert end kammerjunkere.

Det vigtigste, når man skal blande en blodsukkervenlig mysli, er at vælge mange nødder, kerner og fuldkornsmærkede gryn og flager, men holde mængden af de tørrede frugter nede, da de indeholder store mængder sukker. Jeg har valgt at kombinere grovvalsede havre-, byg- og ruggryn med fuldkornshvedeflager (branflakes) for at give godt med bid. Derudover valgte børnene ristede hørfrø, solsikkekerner og hampefrø samt ristede og hakkede hasselnødder og mandler. – I år tegner til at blive et ekstra godt nøddeår i haven, så det kommende år kommer nok til at byde på et utal af opskrifter med hasselnødder. Til sidst valgte børnene en kombination af tørret mango, dadler og rosiner, som vi klippede i små stykker.

Ingredienser:

  • 750 g havregryn
  • 400 g ruggryn
  • 400 g byggryn
  • ½ pose branflakes
  • 1 dl hasselnødder
  • 1 dl mandler
  • 100 g hørfrø
  • 150 g solsikkekerner
  • 50 g hampefrø
  • 10 tørrede dadler
  • 10 stykker tørret mango
  • 200 g jumborosiner

Fremgangsmåde:

Start med at blande grynene godt sammen. Rist kerner og frø i nogle minutter. Lad det køle af et øjeblik inden du tilsætter det. Rist så mandler og nødder og hak groft inden du blander dem med resten. Tilsæt rosiner og klip mango- og daddelstykker i. Vend godt rundt. Tilsæt til sidst branflakes og vend forsigtigt rundt. Fyld i tætsluttende beholder, så dine flager beholder deres sprødhed.

Hassel

Til den flerårige have hører i særdelseshed nødder. Hasselnød er hurtigtvoksende, og man får derfor hurtigt både store buske og rigt udbytte. Er man interesseret i andre nøddesorter, kan man besøge Westergaards Planteskole.

Hassel

Allerede det første efterår vi havde haven, valgte vi at plante hassel nede i bunden af haven under de store bøgetræer ind mod parken. De kan nemlig sagtens gro i skyggen fra de store træer og alligevel give et flot udbytte. På denne måde var vores hasselbuske med til både at skabe et lille “skovområde” nede bagerst i haven og til at skærme for indkig under de store træer. Vi har bevidst valgt ikke at plante alt for store træer i vores have, da vi har de kæmpe bøgetræer i parken til at give skygge nede bagerst på en varm sommerdag.

Hassel

Vi plantede 3 forskellige sorter hassel, da de fleste sorter er krydsbestøvende. For at give et stort nok udbytte har vi netop 3 buske – et rødbladet og to forskellige grønbladede. Vi plejer at høste en gang i august – inden egernet har høstet dem alle for os. Nødderne fyldes i et net eller nylonstrømpe og hænges til tørre under et halvtag.

Hasselnødder smager i øvrigt også fremragende friske, så tag nøddeknækkeren med ud, når du høster og tag en smagsprøve. Hasselnødderne bruger jeg fx i hjemmelavet Mysli og i Rødkålssalat, men de er også fremragende i bagværk som fx Brownie og Crumble.