Havehøns

Stenalderbrød

Havehøns rimer fantastisk godt på stenalderbrød. Lige nu er det forår og hønsene nærmest sprøjter æg ud, så det er skønt til Omelet og bagværk. I denne opskrift på 2 små stenalderbrød skal der bruges 10 æg.

Stenalderbrød er et godt alternativ til fuldkornsbrød som fx Rugbrød (med mel), da det både er glutenfrit og low carb.

Ingredienser:

  • 500 g blandede nødder fx valnødder, hasselnødder, mandler, cashewnødder mm.
  • 700 g blandede frø fx sesam, hørfrø, græskarkerner, solsikkekerner, chia, hampefrø mm.
  • 2 tsk salt
  • 10 mellemstore æg
  • 1 ½ dl olivenolie
  • ½ dl vand

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 160 grader.

Bland alle ingredienserne i en stor skål. Smør 2 små brødforme med olivenolie og fyld massen i.

Bag midt i ovnen i 1 time.

Hønsesalat med asparges, svampe, bacon og grønt

Når man har havehøns og slagter hanekyllinger af og til, så er der brug for nogle retter, hvor kødet er kogt så mørt at det falder af skroget. Ud over Hønsekødssuppe og Tarteletter er hønsesalat en sikker vinder og børnene elsker det. Kog hønsekødssuppen den første dag og tag kødet fra til tarteletter og hønsesalat. Brug hønsesalaten på rugbrød, i sandwich eller pitabrød fx til jul, påske eller når aspargesene er klar til høst.

Ingredienser:

  • 250 g tilberedt hønsekød
  • 1 bakke champignon
  • 1 bundt asparges
  • purløg
  • 1 dl creme fraiche
  • 4 spsk mayonnaise
  • 1 pakke bacon
  • salat, tomat i og agurk
  • 1 tsk sennep
  • karry
  • sal og peber
  • smør

Fremgangsmåde:

Skær hønsekødet i mundrette stykker. Bland dressingen af creme fraiche, mayonnaise, sennep, karry, salt og peber og vend kødet i. Steg først asparges, så champignon i smør og læg på et fad for sig. Steg bacon og læg over hønsesalaten. Klip purløg over. Server med et godt stykke groft Rugbrød, frisk salat og tomat og agurk i skiver.

Havehøns

Man kan sagtens have høns i en helt almindelig parcelhushave. Faktisk er der – ud over æggene – mange andre fordele ved at have høns. Først og fremmest er de rigtigt gode til at spise havens ukrudt og rester fra køkken og madpakker. På den måde har vi langt mindre madspild. Vi ruger også selv kyllinger ud, hvilket både giver en masse underholdning, men også kød til fryseren. Nedenfor kan du læse om nogle af de overvejelser, vi gjorde os i forhold til valg af race og indretning af hønsehus og -gård.

Valg af hønserace

Vi har valgt at holde dværg-wyandotter. Dværg-wyandotter er en mellemstor race, som passer godt i størrelsen til en villahave. De kommer i et utal af smukke farver, og da vi køber rugeæg af folk, der avler på forskellige stammer, har vi høns i mange farver. De går og pynter smukt i haven.

Dværg-wyandotter lægger relativt store æg, hvor æggeblommen fylder det meste. Det er også en race som er god til at skrukke, hvis man gerne vil have kyllinger. Desuden er racen en forholdsvis tung race, der ikke flyver særligt højt. Hønsene holdes derfor ude fra køkkenhave og inde i haven med relativt lave hegn, hvilket har sine fordele. Samtidig er der relativt meget kød på dem, selvom det er en dværghønserace. Sidst men ikke mindst er dværg-wyandotterne en nem race at passe, og de er derfor gode begynderhøns.

Indretning af hønsehus og -gård

Vi gjorde os mange tanker inden vi byggede hønsenes hus og gård. Mht til huset, så valgte vi at bygge det oppe i niveau på stolper, fordi det gav en god arbejdsstilling, når der skal gives vand, mad, muges eller rengøres. Der ud over var vi sikre på, at det ikke blev oversvømmet ved store regnskyl, når det var hævet over jorden. Men vigtigst af alt var, at det gav hønsene mere plads i hønsegården med skygge og læ, da de kan gå ind under huset. Det bruger de meget året rundt.

Et hønsehus behøver ikke de store kvadratmeter, hvis bare det er indrettet fornuftigt. For hønsene har det primært tre funktioner: Søvn, mad/drikke og æglægning. Vi satte en siddepind op langs husets langside med et tyndt bræt under, som kan trækkes ud, så det er let at fjerne hønsemøg og skrabe det ned i en spand. Redekassen er hængt op på “bagvæggen” ud mod hønsegården. På den måde har hønsene også pladsen under redekassen at bevæge sig på. Fodertrug hænger ned fra en lille bjælke på tværs under loftet, som kan løftes op udefra, så man kan samle æg. Desuden har huset en stor låge bagerst, som kan åbnes, når der skal muges og lignende. Vi har bygget vores hus af flade, glatte plader, ligesom hønsene går på sand for at mindske risikoen for utøj.

Hønsehuset er med gennemsigtigt bølgeplasttag, som giver udluftning uden træk, og samtidig giver godt med lys inde i huset. Vi har sat en låge i hønsehuset, som kan trækkes op og ned via en snor. Det meste af tiden står lågen dog åben, så hønsene selv kan vælge, om de vil være ude eller inde, hvilket også fungerer godt i forbindelse med, når vi ikke er hjemme, og andre skal komme og passe dyrene.

Hønsegården er som hønsehuset indrettet, så det både kan åbnes oppefra og i enden, alt efter, hvad der er brug for. Vi har valgt at hegne med voliere-net, da det både er rotte- og rævesikkert. Vi har gravet det ned under buret med ca 30 cm jord ovenpå, så hønsene ikke er generet af nettet, men andre dyr ikke kan grave sig ind. Selvom vores høns ikke flyver højt, har vi alligevel valgt at have delvist net, delvist tag over gården, for at hindre andre dyr i at komme ind den vej. Ved at sikre gården på denne måde, behøver man ikke åbne/lukke for hønsene hver dag.

Når vi udruger kyllinger, har vi et kaninbur, som vi sætter ind i hønsegården og indrettet til formålet. Når hønsene lægger sig skruk derinde, kan vi lukke af for de andre høns og først delvist

Æggekage med hytteost

Når man har havehøns og til tider rigtigt mange æg, ryger der en æggekage på panden af og til. Det er sund, lækker og let mad. Vi varierer dem i det uendelige alt efter, hvad vi har i køleskabet af grønt og ost. Denne gang havde vi noget hytteost, som skulle bruges, og det giver æggekagen en lettere konsistens med hytteost i.

Server æggekagen sammen med en skive friskbagt Rugbrød med smør og en lækker Salat.

Ingredienser:

  • 10 æg
  • 200 g hytteost
  • 2 dl mælk eller plantemælk
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 tsk salt
  • 3 tomater
  • 1 peberfrugt
  • 150 g bacon
  • 50 g parmasanost
  • olivenolie til stegning

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 200 grader. Pisk æg, hytteost, bagepulver og salt i en skål. Hæld det i en stegepande smurt med olivenolie. Det skal være en stegepande, som kan tåle at gå i ovnen. Steg æggekagen i nogle minutter ved middel varme på en kogeplade, så den lige får lov til at stivne lidt i siderne og bunder.

Sæt panden i midten af ovnen og bag den i ca 10 min, mens du skærer tomat og peberfrugt samt river parmasanost. Tag panden ud og fordel først den revne ost og dernæst grøntsagerne på æggekagen og sæt den ind igen. Bag den i yderligere 10-15 min til den er fast og gylden. Imens steges bacon på en pande.

Tag æggekagen ud og pynt med bacon inden den serveres med en skive hjemmebagt Rugbrød med smør.

Boghvedepandekager

Boghvedepandekager

Pandebrød eller pandekager kan laves af mange forskellige typer mel. Boghvedemel er glutenfrit, men det er også blodsukkervenligt. Så da jeg den anden dag faldt over 3 poser, der var meget nedsat, røg de selvfølgelig i indkøbskurven. Og noget af melet blev tryllet til pandekager til glæde for især børnene. Prøv fx at top dem med hjemmelavet blodsukkervenlig Brombærsyltetøj Solbærsyltetøj eller Nutella.

Ingredienser:

  • 200 g boghvedemel
  • 5 mellemstore æg
  • 4 dl mælk fx plantemælk
  • et drys salt
  • et dryp agavesirup eller andet sødemiddel
  • 1½ tsk kardemomme
  • rapsolie til at stege i

Fremgangsmåde:

Pisk æg og mælk sammen med krydderier. Tilsæt mel lidt ad gangen, mens der piskes. Bag pandekagerne på en middelvarm pande. Giv evt. pandekagerne et drys kanel, når du lige har hældt dejen på panden.

Tarteletter med høns i asparges, toppet med grønt

Tartelet med hønsekød og asparges toppet med kogt gulerod og edamamebønner

Forår er aspargestid. Lige nu pibler de skønne grønne skud op ude i bedet. Og har man rigeligt, er de skønne sammen med hønsekød i tarteletter.

Vi har havehøns, og vi udruger selv kyllinger. Det betyder også, at der hver gang er en masse hanekyllinger i overskud, som vi slagter og spiser. Disse hanekyllinger bliver til det lækreste tarteletfyld sammen med asparges. Har man ikke høns, der skal slagtes – eller asparges i haven, må man ty til supermarkedets hylder.

Tarteletfyldet er noget af det letteste og hurtigste at lave, hvis man allerede har kødet fra en suppehøne. sådan en suppehøne eller – hane kan give mad til flere dage til en familie. Den første dag kan man fx lave en Hønsekødssuppe med chorizo og grøntsager. Her tager man kødet af hønen eller hanen og voila, så har man til tarteletfyld til dagen efter.


Da tarteletter i sig selv ikke er den sundeste spise, nøjes jeg selv med en enkelt af slagsen, men fylder i stedet godt op med fyld og topper med andre grøntsager – her kogt gulerod og edamamebønner. I fyldet har jeg valgt at jævne med boghvedemel. På den måde kan man vælge, at lave fyldet glutenfrit (men der er stadig gluten i tarteletterne). Man kan også vælge en plantebaseret mælk, hvis man er laktoseintolerant. I denne opskrift er der fyld til mindst 10 tarteletter.

Ingredienser:

  • 500 g kogt hønsekød
  • 500 ml hønsefond eller boullion
  • 20 asparges
  • 60 g smør eller afskummet fedt fra suppehønen
  • 4 spsk boghvedemel
  • salt og peber
  • topping: 2 kogte gulerødder skåret i småtern og edamamebønner
  • 1 dl fløde eller mælk fx minimælk, havremælk eller, hvad man nu holder af.

Fremgangsmåde:

Start med at knække bunden af aspargesene og snit dem i mundrette bidder. kog dem i letsaltet vand i 10 min. Hæld vandet fra, men gem evt lidt til at fortynde sovsen med, hvis den bliver for tyk.

Smelt smør eller kyllingefedt i en gryde. Tilsæt boghvedemel og rør det sammen til en kugle. Tilsæt hønsefonden lidt af gangen, mens der piskes. Lad sovsen koge op og blive tyk, mens du pisker. Tilsæt så mælken lidt af gangen og evt aspargesvand. Når sovsen har den ønskede konsistens tilsættes aspargesstykker og hønsekød og der smages til med salt og peber.

Top din tartelet med fx gulerødder og sojabønner eller pynt med blomster – her gule kålblomster fra den flerårige Daubentonkål:

Hønsekødssuppe med chorizo og grøntsager

Hønsekødssuppe med chorizo og grøntsager

Når man selv udruger kyllinger, vil der være hanekyllinger i blandt, og dem er der desværre ikke hverken gavn af eller plads til i hønsegården. Når vi udruger kyllinger i foråret, slagter vi hanekyllingerne i efteråret, når de har fået en god størrelse. På den måde går ingenting til spilde. Så ligger de et par dage i køleskabet og modner, før de ryger i fryseren.

Da vi har dværghøns, koger jeg altid 2 ad gangen, så har vi til en god, stor portion suppe og en kæmpe portion Tarteletter med høns i asparges – i alt til 4 dages mad til 4 personer, når man tilsætter godt med grøntsager. Har man ikke selv høns, der skal slagtes, kan man købe en suppehøne i supermarkedet. De skal koge i lang tid, så man skal have god tid den dag, man giver sig i kast med projektet, men så smager det også intet mindre end fantastisk!

Nyslagtede hanekyllinger, plukket og parteret

Når jeg laver suppeHANS (som vi kalder det herhjemme), så klipper jeg krydderurter fra køkkenhaven og koger med for at give smag til kød og fond. Denne gang blev det til laurbærblade, bronzefennikel, hvidløgstoppe og rosmarin. Men man kan variere efter smag og behag, eller hvad man nu lige har i haven. På den samme måde kan grøntsagerne man tilsætter være, hvad man nu lige har i have eller køleskab af rodfrugter eller kål. Denne gang har jeg brugt gulerødder, broccoli, peberfrugt og grønne linser, som jeg synes passer godt sammen med chorizoen.

Ingredienser:

  • 2 dværg suppehaner
  • 1½ l vand (så det dækker hønen)
  • salt
  • suppevisk af krydderier fra haven fx rosmarin, hvidløg, bronzefennikel og laurbær.
  • 1 chorizopølse
  • 3 store gulerødder
  • ½ broccoli
  • 1 peberfrugt
  • 1 dåse/pose grønne linser

Fremgangsmåde:

Suppehøns

Læg suppehønen i en stor gryde og dæk med koldt vand og bring i kog. Afskum for urenheder. Tilsæt salt og afskum igen. Tilsæt krydderurter og lad koge ved lavt blus i 2 ½-3 timer alt efter hønens/hanens størrelse. (Man kan evt. skumme fedtet fra efter 1 time og bruge det i jævningen til tarteletfyldet.)

Imens suppehønen koger, skrælles gulerødder og snittes i mundrette bidder sammen med broccoli og peberfrugt. Stil på køl.

Tag suppevisken op og lad hønen trække til suppen er afkølet. Tag hønen op og pluk alt kødet af skroget og sæt til side til fx tarteletfyld. Tag ligeledes ½ l af suppefonden til side til tarteletfyldet. Si suppevandet for urenheder.

Hønsekødssuppe med chorizo og grøntsager

Bring suppevandet i kog og tilsæt gulerødder og grønne linser (hvis de skal koge ekstra). Kog i 10 min. Imens skærer du chorizoen i skiver og rister den sprød på en pande. Hæld fedtet fra. Herefter tilsættes peberfrugt, broccoli og chorizo og suppen koges i ca 5 min. Smag til med salt og peber og server med en klat creme fraiche og sprødristede rugbrødscroutoner.

Ramsløgsfrikadeller

Ramsløgsdeller

Ramsløg er godt til mange ting, og en af dem er frikadeller. Mine børn bryder sig ikke om løgstykker i frikadeller, så normalt river jeg løget på et rivejern inden jeg tilfører det til farsen. Men ramsløg, der er hakket fint er mindst lige så godt, hvis ikke bedre. Jeg hørte i hvert fald ingen brok fra børnene over disse deller.

Endvidere har jeg valgt at bruge havremælk og hørfrømel i denne udgave, så den tåles af både laktoseintolerante og glutenallergikere. Er man ikke laktoseintolerant, kan man vælge at putte et stykke feta i hver af dellerne og evt krydre dem. Hvis man så samtidig serverer dem sammen med en ramsløgstzatziki. Så får man en moderne (og nordisk) udgave af en græskinspireret ret.

Denne portion er stor, da vi spiser MANGE frikadeller herhjemme.

Ramsløg

Ingredienser:

  • 800 g hakket kalv og flæsk ELLER 400 g oksekød og 400 g svinekød
  • 3 mellemstore æg
  • 50 hørfrømel eller fuldkornsmel
  • ½ dl mælk eller usødet mandeldrik, hvis det skal være low carb
  • en stor håndfuld ramsløg
  • evt. feta i tern og græskinspirerede krydderier såsom oregano, timian, rosmarin, som man selv kan dyrke i den flerårige nyttehave. Chili og spidskommen vil også klæde dellerne.

Fremgangsmåde:

Hak ramsløgene fint. Fyld kød og mel i en skål og slå æggene i. Rør grundigt mens du tilsætter mælken lidt af gangen til dejen er glat og sammenhængende. Rør ramsløg og eventuelle krydderier i. Varm en pande op til middelvarme. Form frikadeller af farsen og klem evt. et stykke feta inden i hver og steg dem til de er brune på begge sider. Server sammen med ramsløgstzatziki.

Pølsebrød, fuldkorn

Fuldkornspølsebrød

En gang imellem er det dejligt med en hotdog. Især børnene synes. det er fantastisk. Men det er endnu ikke lykkedes mig at finde fuldkornspølsebrød i handelen. Vi plejer at købe sandwichbrød og halvere, men nu tænkte jeg, at vi for en gang skyld, skulle have nogle rigtige hotdogsbrød.

Jeg har valgt at bruge grundopskriften fra mine fuldkornssnobrød, da de smager godt. Men i stedet for durummel, brugte jeg speltmel til pølsebrødene. Og så havde jeg ikke sesam i huset, så de fik et drys hampefrø, hvilket gav et rigtigt godt og næsten gourmetagtigt resultat. Det bliver i hvert fald ikke sidste gang, jeg bager disse pølsebrød.

Ingredienser:

  • 500 g fuldkornsspeltmel
  • 300 g hvedemel
  • 1 tsk salt
  • 1 brev tørgær (hvis man laver det aftenen i forvejen og langtidshæver det koldt, kan man nøjes med halvdelen)
  • 4 dl mælk eller plantemælk
  • 3 spsk rapsolie
  • 1 æg
  • et drys hampefrø eller sesam

Begynd med at blande mel, salt og tørgær i en skål. Tilsæt så mælk og olie og ælt dejen godt til den er smidig og glat. Er dejen for klistret, så tilsættes lidt mere mel. Dæk skålen til med et fugtigt klæde, og lad den hæve i 1 time. Form 16 aflange pølsebrød – de hæver meget, så lav dem ikke for store. Lad efterhæve 10 min, mens du pisker et æg sammen. Pensl brøddene med det sammenpiskede æg og drys med hampefrø eller sesamfrø. Bag 12 min. i ovnen på 200 grader.

Amerikanske havregrynskager; fuldkorn

Amerikanske havregrynskager med et tvist af appelsin og abrikos

Sønnike var hjemme med skoldkopper, så der skulle lidt ekstra hygge til, selvom det var midt i ugen. Det skulle også være så let, at vi kunne bage det sammen, og denne opskrift er virkelig LET!

I de fleste opskrifter, jeg har kunnet finde, var der tilsat rosiner. Jeg synes både rosiner kan få sådan en lidt brændt smag i bagværk, og så indeholder de relativt meget frugtsukker. Jeg valgte derfor at bytte dem ud med abrikoser, appelsinskal og lidt mørk chokolade med appelsinsmag, og det gav et virkeligt godt resultat.

Jeg byttede så også noget af smørret ud med et ekstra æg, fordi vi har så mange for tiden. I de fleste opskrifter bruges 75 g smør. Jeg skar ned til 50 g og brugte så to af vores æg i stedet, som er mellemstore. Kagerne hang fint sammen, men flød ikke så meget ud som forventet, hvilket helt sikkert skyldes mit byt. Og dermed blev de også mindre sprøde end småkager ofte er og måske mere henad cookies.

Ingredienser:

  • 125 g havregryn
  • 1 spsk hvedemel
  • 1 tsk bagepulver
  • 2 æg små/mellem
  • 50 g smør
  • 50 g kokossukker
  • 1 spsk flydende stevia
  • 5 abrikoser
  • 3 stk mørk chokolade med appelsinskal min 70%
  • skal fra ½ appelsin

Fremgangsmåde:

Start med at smelte smør, hakke chokolade, skære abrikoser i små strimler og rive skal fra en appelsin med et juliennejern. Bland derefter alle ingredienser i en skål; undtagen havregryn, som røres i til sidst. Form 16-18 små kokostoppe på en bageplade og bag 10 min i ovnen på 180 grader.