Hokkaido

Græskarfritter

Mums! Det er simpelthen de bedste pomfritter jeg har smagt. Vi har haft afsindigt meget græskar i efteråret, så vi har fået græskar på 117 forskellige måder.

Tempurastegte eller fritterede grøntsager er grøntsager dyppet i tynd “pandekagedej” og (dyb-)stegt i rigeligt olie, til de er gyldne, sprøde og lækre. Du kan bruge mange forskellige slags grøntsager som fx aubergine, squash, grønne bønner, svampe, løg, blomkål, broccoli og græskar.

Man kan vælge at bruge fritureolie, men jeg har valgt rapsolie.

Dyp dine fritter i en hjemmerørt Aioli. Vil du gerne have et japansk touch til din ret, kan du lave en dressing af soya, lime, agavesirup, finthakket chili og revet ingefær at dyppe i.

Jeg valgte at lave tempuradejen med 50 % fuldkornshvedemel for et sundere islæt.

Ingredienser, tempuradej:

  • 1 dl fuldkornshvedemel
  • 1 dl sigtet hvedemel
  • 1 æg
  • 1½ dl øl
  • 1 dl mælk eller plantemælk
  • 25 g smeltet og afkølet smør
  • ½ tsk salt

Ingredienser, grønt:

  • 400 g hokkaido græskar eller andre grøntsager
  • 300-400 ml rapsolie

Ingredienser, dressing:

  • 1 dl soya
  • 2 spsk agavesirup
  • ½ tsk friskrevet ingefær
  • 2 tsk friskpresset limesaft (eller citron)
  • 1 fintsnittet chili

Fremgangsmåde:

Man kan nøjes med at vaske og behøver ikke skrælle hokkaidoer – især ikke, når de skal dyppes i dej og steges i olie. Skær dit græskar ud i stave af ca 1 x 1 cm tykkelse og 5-10 cm længde.

Smelt smør og stil det side til afkøling. Del ægget i hvide og blomme og pisk blommen sammen med øl og mælk. Tilsæt mel lidt af gangen og pisk til sidst det afkølede smeltede smør i. Stil dejen på køl 1 times tid.

Tag dejen frem igen. Pisk æggehviden og vend den forsigtigt i dejen.

Varm olien op ved jævn varme i en dyb gryde eller pande. Læg en tandstik i. Den syder, når olien er klar. Dyp græskarstykkerne i tempuradejen og steg 6-10 stk af gangen i olien til de er gyldne og sprøde (ca 1½ min på hver side) – husk at vende undervejs. Læg græskarfritterne på et fedtsugende stykke papir.

Rør en aioli eller japansk soyadressing og servér.

Halloween-boller med græskar, fuldkorn

Græskar er rigtigt godt i brød, da det tilfører fugt og derved giver en blød bolle. Gurkemejen tilfører en flot gul-orange farve, så bollerne bliver halloweenfarvede. Denne opskrift er på koldhævede boller, men du kan vælge at tilføre mere gær (50 g) og 1 dl mindre vand, lade dejen hæve af to omgange og bage samme dag.

Ingredienser:

  • 400 g Fuldkorns-speltmel
  • 350 g hvedemel
  • 100 g havregryn
  • 300 g græskar fx hokkaido
  • 100 g græskarkerner
  • 10 g gær
  • 2 tsk salt
  • 1 spsk honning
  • 3 tsk gurkemeje
  • 5 dl vand

Bland først de tørre ingredienser. Tilsæt vandet lidt af gangen til dejen bliver blød og klistret. Rør honning i. Stil dejen på køl natten over.

Tag dejen frem. Tænd ovnen på 220 grader. Brug to gafler til at forme boller med på en bageplade. Bag bollerne på midterste rille i 15-20 min.

Græskarsuppe med topping

Til efterår og halloween hører græskar – især de smukke orange Hokkaido er populære. De er lette selv at dyrke og smukke og dekorative i køkkenhaven med deres flotte farve. Og så er der mad til mange forskellige retter i dem.

Græskarsuppen er let at lave, flot i farven og skøn efterårsmad, som børnene elsker.

Top suppen med creme fraichè, chorizo-pølse i små stykker, bacon i tern, hjemmelavede rugbrødscroutoner eller Grønkålschips alt efter om du er vegetar eller kødspiser.

Ingredienser:

  • 1 lille hokkaido
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 5 dl hønsefond
  • 2 ½ dl fløde
  • citronsaft eller æbleeddike
  • salt
  • olivenolie til stegning

Tilbehør:

  • Hjemmelavede rugbrødscrouttoner
  • Creme fraiché
  • Grønkålschips
  • Ristet bacon eller chorizo

Fremgangsmåde:

Hak løg og hvidløg fint. Skær hokkaidoen i store tern. Du behøver ikke skrælle den, men hvis du gør, så er det oplagt at lave Græskarchips af skrællen.

Svits løg og hokkaido i olivenolien. Tilsæt hønsefonden og lad det koge i 15 min. Tilsæt fløde og kog til græskaren er mør.

Blend suppen til en glat, cremet konsistens. Smag til med salt og citron/æbleeddike. Server med topping.

Sprøde græskarchips

Mange ved ikke, at skrællen på hokkaido sagtens kan spises – den smager endog fantastisk, når den fx som her laves til sprøde chips. Min datter skulle til allerhelgensfest i børnehaven, og vi skulle give nogle snacks med. Det er altid sådan noget sidste øjebliks-noget herhjemme. Min mand havde spurgt, om hun ville have melorme med, men det ville hun ikke. Så kiggede jeg i køleskabet på vores flotte orange græskar og tænkte, at den måtte da kunne trylles til en skøn allerhelgenssnack. Det blev så til disse skønne græskarchips, som blev et hit.

Ingredienser:

  • skrællen af et hokkaidogræskar
  • 2 spsk solsikkeolie
  • salt

Fremgangsmåde:

Skyl græskarret. Tag en skrællekniv frem og lav fine tynde chipsflager af skrællen. Hvis ikke du har nok chips, kan du sagtens lave flere chips af kødet indenunder. Fyld chips og solsikkeolie i en plasticpose og ryst, så olien fordeler sig på alle chips. Fordel chipsene på en bageplade beklædt med bagepapir og drys salt over. Bag dem ved 160 grader i ca 20-22 min til de er sprøde uden at blive for mørke, så hold godt øje. Løft dem over på en kold tallerken og lad dem blive helt kolde og sprøde. Spis dem samme dag.

Chicken tikka masala med græskar og røde linser

Der er nogle opskrifter, man bare bliver ved med at vende tilbage til. Denne chiken tikka masala med en tyk, cremet sauce baseret på græskar, kokosmælk og røde linser er en af dem. Den smager både fantastisk og har en konsistens og farve som en traditionel tikka masala, men baseret på hokkaido eller butternut squash og røde linser er den bare meget sundere. Så når det bliver efterår og græskartid, kommer denne ret altid på bordet herhjemme. Det fantastiske ved økologiske hokkaido er, at man ikke behøver at skrælle dem, da skrællen ud over at være sund også bare bliver blød, når den opvarmes.

TIP: Jeg serverer den med Fuldkorns Chapati (fladbrød), en lille smule vilde ris, fuldkornscouscous blandet med hakkede mandler og rosiner eller tørrede figner. Og gerne toppet med en klat creme fraiche.

Ingredienser:

  • 4 kyllingebrystfiletter eller en hel kylling
  • 1 hokkaido eller butternut squash
  • 1 stort løg
  • 2 fed hvidløg
  • 2 dl røde linser
  • 1 dåse kokosmælk
  • revet ingefær
  • 1-2 æbler eller 2 spsk æbleeddike og et drys sukker
  • 2 tsk garam masala
  • olie til stegning

Fremgangsmåde:

Start med at tage skindet af kyllingen og brun kyllingestykkerne i en stor gryde i olie. Tag dem op igen. Hak løg og hvidløg groft og steg dem gyldne i gryden. Udkern hokkaido og æbler, skær dem i halvstore stykker og tilsæt dem til løgene og sauter videre. Når grøntsagerne har fået lidt farve rives ingefær i. Herefter lægges kyllingestykkerne ned i gryden igen, kokosmælk og evt en sjat vand hældes over. Tilsæt linserne og lad det hele stå og småkoger mørt i mindst ½ time ved lav varme, men en simreret som denne kan sagtens stå længere. Husk at røre ind imellem, så retten ikke brænder fast på bunden.

Tag herefter kyllingestykkerne op igen og blend grøntsagerne til en cremet sauce. Smag til med salt, garam masala og evt chili. Tilsæt kyllingen igen og giv den et hurtigt opkog inden du serverer med ris og creme fraiche.

Græskarhummus

Efteråret er græskartid, og græskar er fantastisk i mange forskellige retter både i det søde køkken, men i særdeleshed også i det salte. Og Græskarhummus er bestemt en af dem! Hokkaido tilføjer din hummus smag og en blød, cremet konsistens ud over den uhørt flotte farve

Normalt gider børnene ikke hummus, men denne faldt i deres smag. Om det skyldtes farven, smagen eller konsistensen, ved jeg ikke, men den kommer helt sikkert på bordet igen snart. Har man ikke en hokkaido, kan man i stedet lave Butternut squash- eller Auberginehummus, så er fremgangsmåden bare en anelse anderledes.

Ingredienser:

  • ½ Hokkaidogræskar
  • 1 dåse kikærter eller tilsvarende udblødte og kogte kikærter
  • 2 spsk tahin
  • 1 fed hvidløg
  • 1 tsk spidskommen
  • 2 spsk æbleeddike
  • citronsaft
  • salt
  • Olivenolie til stegning af græskar

Fremgangsmåde:

Skær hokkaidoen i mindre stykker og sauter dem møre i lidt olie. Afkøl let og kom dem i blenderen sammen med hvidløg, kikærter, tahin, eddike og spidskommen. Kør det til en puré og smag til med salt og citron. Server med grøntsagsstave og en skive godt brød.