Kerner

Stenalderbrød

Havehøns rimer fantastisk godt på stenalderbrød. Lige nu er det forår og hønsene nærmest sprøjter æg ud, så det er skønt til Omelet og bagværk. I denne opskrift på 2 små stenalderbrød skal der bruges 10 æg.

Stenalderbrød er et godt alternativ til fuldkornsbrød som fx Rugbrød (med mel), da det både er glutenfrit og low carb.

Ingredienser:

  • 500 g blandede nødder fx valnødder, hasselnødder, mandler, cashewnødder mm.
  • 700 g blandede frø fx sesam, hørfrø, græskarkerner, solsikkekerner, chia, hampefrø mm.
  • 2 tsk salt
  • 10 mellemstore æg
  • 1 ½ dl olivenolie
  • ½ dl vand

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 160 grader.

Bland alle ingredienserne i en stor skål. Smør 2 små brødforme med olivenolie og fyld massen i.

Bag midt i ovnen i 1 time.

Rucola-pesto

Det er skønt at lave sine egne pestoer, og de kan varieres i de uendelige, alt efter hvad man har i haven.

Rucolapesto har bitterheden fra rucolaen og fedmen og smag fra olie, ost og nødder. Det er en pesto, der smager af noget. Brug den som dressing til en god salat, som dip eller vend den med fuldkornspasta.

Ingredienser:

  • Et bundt rucola
  • 1 fed hvidløg
  • 4 spsk olivenolie
  • 40 parmasan eller anden fastost
  • 30 g pinjekerner eller mandler

Fremgangsmåde:

Skyl rucolaen og afdryp den godt. Rist pinjekernerne på en tør pande. Fyld alle ingredienser i en blender og blend til det har den ønskede konsistens. Smag evt til med salt.

Hjemmelavet mysli, fuldkorn

Jeg synes økologisk mysli er dyrt. Det er også svært at finde et godt produkt, som hele familien synes om. Min mand gider fx ikke kokosflager og børnene sidder og piller græskarkerne og de hele mandler og nødder fra. Selv gider jeg ikke, at der er for mange rosiner i. Til gengæld kan jeg godt lide, at der er lidt bid i min mysli. Børnene vil gerne have sprøde flager (ala cornflakes) i, hvilket ofte er lavet på majs, som jeg slet ikke spiser, da det giver store blodsukkerudsving. Hvorom alt er, så fandt jeg den store krukke frem og spurgte børnene til råds inden jeg gik ud og handlede ind til vores helt egen hjemmeblandede mysli. Det fantastiske er, at man kan variere den fra gang til gang i det uendelige alt efter smag, og hvad man lige har liggende i køkkenskabet.

Børnene spiser mysli næsten hver morgen på et surmælksprodukt, og manden og jeg holder af en lille portion til natmad. Derudover bruger vi det altid til topping til Koldskål. Det er bare meget sundere og mere lækkert end kammerjunkere.

Det vigtigste, når man skal blande en blodsukkervenlig mysli, er at vælge mange nødder, kerner og fuldkornsmærkede gryn og flager, men holde mængden af de tørrede frugter nede, da de indeholder store mængder sukker. Jeg har valgt at kombinere grovvalsede havre-, byg- og ruggryn med fuldkornshvedeflager (branflakes) for at give godt med bid. Derudover valgte børnene ristede hørfrø, solsikkekerner og hampefrø samt ristede og hakkede hasselnødder og mandler. – I år tegner til at blive et ekstra godt nøddeår i haven, så det kommende år kommer nok til at byde på et utal af opskrifter med hasselnødder. Til sidst valgte børnene en kombination af tørret mango, dadler og rosiner, som vi klippede i små stykker.

Ingredienser:

  • 750 g havregryn
  • 400 g ruggryn
  • 400 g byggryn
  • ½ pose branflakes
  • 1 dl hasselnødder
  • 1 dl mandler
  • 100 g hørfrø
  • 150 g solsikkekerner
  • 50 g hampefrø
  • 10 tørrede dadler
  • 10 stykker tørret mango
  • 200 g jumborosiner

Fremgangsmåde:

Start med at blande grynene godt sammen. Rist kerner og frø i nogle minutter. Lad det køle af et øjeblik inden du tilsætter det. Rist så mandler og nødder og hak groft inden du blander dem med resten. Tilsæt rosiner og klip mango- og daddelstykker i. Vend godt rundt. Tilsæt til sidst branflakes og vend forsigtigt rundt. Fyld i tætsluttende beholder, så dine flager beholder deres sprødhed.

Rugbrød

Rugbrød

Jeg bager selv mit rugbrød. Både fordi jeg synes, at det er svært at få fat i noget ordentligt økologisk rugbrød, og fordi det bare smager fantastisk med sådan en skive nybagt brød med smør. Børnene elsker at komme hjem til et duftende hus og få sig sådan en lun skive rugbrød efter børnehave og skole.

I starten bagte jeg med surdej, men jeg synes det er så besværligt altid at skulle have surdej stående og at skulle bage med ret korte intervaller. Derfor bager jeg nu med gær og lader det i stedet langtidshæve koldt i 1-5 dage, hvilket giver dejen dens surhed. På den måde er det også meget fleksibelt, hvilken dag det passer bedst ind både at sætte tiden af til at bage brødene, og hvornår vi lige står og mangler friskbagt brød herhjemme. Det passer mig sådan set også bedst at bryde processen op ved, at dejen laves den ene dag og bages en anden. Jeg langtidshæver derfor også altid mine boller.

Rugbrød

Når jeg bager rugbrød, bager jeg altid 4 små rugbrød i 1,2 L forme, skærer dem i halve og fryser ned. På den måde har vi til lang tid af gangen. Denne opskrift er til 2 små rugbrød og min røremaskine kan lige klare den dobbelte portion, hvis man er lidt forsigtig. Jeg dobler ikke op på gær.

Ingredienser:

  • 550 g rugmel
  • 250 g rugkerner
  • Tørgær svarende til 15 g gær
  • 200 g hørfrø
  • 200 g solsikkekerner
  • 15-20 g salt
  • 1½ dl øl
  • 4 dl kærnemælk
  • 4 dl vand

Fremgangsmåde:

Start med at blande alle de tørre ingredienser sammen. Tilsæt så øl, kærnemælk og vand lidt ad gangen under omrøring. Lad dejen røre i 10 min, mens du smører brødformene med rapsolie. Hæld dejen over i formene. Den må ikke være for lind, for så smuldrer brødene, når de er bagt og skal skæres ud. Stil brødene på køl i 1-5 døgn med et fugtigt viskestykke over. Bag brødene på 180 grader i midten af ovnen i 1 t og 20 min. (I mange opskrifter står der 1½ time, men i min ovn passer det med 1 t og 20 min)