keto

Bacalao med grøntsager, kogte æg og varme krydderier

Bacalao betyder klipfisk på spansk (baccala på italiensk) og er tørret og saltet torsk.

Første gang jeg smagte denne gryderet var i Norge, og tørret torsk kan da også købes både i de fleste nordiske lande såvel som middelhavslande som Spanien og Italien. Så denne opskrift er et skønt møde mellem norske og spanske madtraditioner i en opdateret dansk udgave, hvor kartofler og gulerødder er byttet ud med knoldselleri og broccoli.

Ingredienser:

  • 350-400 g klipfisk
  • 2 dåser tomater
  • 1/2 dl tomatpure
  • 1/2 knoldselleri
  • 1 broccoli
  • 1 løg
  • 2 peberfrugter
  • 5 fed hvidløg
  • revet ingefær
  • et drys chili
  • olivenolie
  • 3 dl vand
  • 8 æg
  • oliven

Start med at udbløde klipfisken i ca 10 timer i koldt vand.

Skær og snit grøntsagerne i mundrette stykker og steg dem i olivenolie i en stor gryde i nogle minutter. Hæld vand, dåsetomat og tomatpure over. Riv ingefær i og smag til med chili. Læg klipfiskestykkerne ovenpå, bring i kog og lad det simre under låg i en time.

Kog imens de 8 æg i 6 min.

Server din bacalao med kogte æg, oliven og evt fuldkornsbrød.

Fladfiskeruller i fløde med grønne bønner, spinat og urter.

Nem. hurtig, lækker og sund ret på en dag med mange gøremål.

Ingredienser:

  • 2 pakker ferske fiskefileter
  • 2,5 dl fløde
  • 1/2 pose frostne grønne bønner
  • En god håndfuld spinatblade
  • Friske urter fra haven fx løg-/hvidløgstoppe og timian.
  • Salt og peber
  • Evt fyldte jalapenos med flødeost

Fremgangsmåde: dub fiskefileterne tørre og rul dem. Læg dem i et ovnfast fad. Hak urter og drys over. Læg spinatbladene ovenpå og hæld fløde over. Placer grønne bønner omkring. Drys med salt og peber. Hvis du har flødeostefyldte jalapenos, så placer dem ovenpå retten.

Tilberedes i ovnen i ca 30 min ved 175 grader.

Hønsekødssuppe med glutenfri kødboller, low carb

Suppe er dejlig vintermad, og har du først Suppefond fra suppehønen, er det også en relativt hurtig ret.

Ingredienser:

  • 1 liter Suppefond
  • 1 terning grøntsagsbouillon
  • 1/2 knoldselleri
  • 1 porre
  • 400 g grønne bønner fx fra frost
  • 1 liter vand
  • Salt

Til kødboller:

  • 400 g hakket grisekød
  • 1 æg
  • 1 lille løg
  • 2 spsk mandelmel eller anden glutenfri mel eller gryn
  • 1/2 dl mandeldrik

Skræl selleri og skær den i mundrette bidder. Skyl porre og skær i mindre stykker. Fyld begge dele i en stor gryde sammen med de grønne bønner, 1 liter vand og 2 tsk salt. Bring i kog og kog i ca 7-8 min. til grøntsagerne er møre.

Imens hakkes løget fint og fyldes i en skål sammen med grisefars, mel, æg, mandeldrik og 2 tsk salt. Rør farsen sammen i nogle minutter.

Tag grøntsagerne op af vandet og stil til side. Form små kødboller af farsen og læg dem ned i grøntsags andet. Kog dem i 5-7 min. Tag dem op igen og stil til side.

Tilsæt hønsefond og en bouillonterning til grøntsags andet. Kog op og skum af.

Tilsæt grøntsager og kødboller, varm op og servér.

Torskefisk i karry og kokosmælk

Denne ret er nem, hurtig og børnevenlig. Andre torskefisk som fx mørksej eller lyssej kan også sagtens anvendes.

Ingredienser:

  • 400 g torsk eller sej
  • 1 bakke champignon
  • 1 grøn peberfrugt
  • 1 løg
  • 1 dåse kokosmælk
  • Salt og peber
  • Karry
  • Olivenolie

Fremgangsmåde:

Start med at snitte løget fint. Skær peberfrugten i mindre stykker og skær bunden af champignons og halver dem.

Skær fisken i store stykker. Krydr med salt og peber. Steg den så ca 5 min på en middelvarme pande i olivenolie til fiskekødet bliver hvidt. Tag fisken af panden og stil til side.

Svits karry af på panden. Tilsæt olivenolie og steg først løget nogle minutter inden du tilsætter peberfrugt og champignons og steger dem med nogle minutter yderligere.

Hæld kokosmælken over grøntsagerne. Læg fiskestykkerne ovenpå og varm retten op, så den lige simrer et minuts tid.

Server fx med en klat creme fraiche og et stykke groft brød.

Æblekage, low carb

Høsttid – æbletid – æblekage – mmnn.

Denne skønne æblekage er super let og indeholder ganske få ingredienser som passer fantastisk til en varm kop the en regnvåd søndag.

Ingredienser:

  • 3 æbler
  • 300 g mandler/nødder
  • 4 æg
  • 1/2 tsk vanillie
  • 1 spsk kanel
  • 100 g kokosfedt, hvis det skal være laktosefrit eller smør
  • Et lille drys salt
  • 1 1/2 bagepulver
  • Sødemiddel fx stevia eller sukrin, hvis det skal være low carb ellers kan du bruge agavesirup eller kokossukker.

Fremgangsmåde:

Skyl og skær æblerne i skiver. Tag fra, så du har til at pynte toppen af kagen. Skær resten af æblerne i mindre tern og vend disse med kanel og halvdelen af det søde. Sæt til side.

Blend dine favorit nødder/mandler til mel. Gem evt lidt nødder som blot hakkes groft. Sæt til side.

Pisk æg med vanilje og resten af sødemidler. Vend nødde-/mandelmel i. Tilsæt bagepulver og salt. Smelt kokosolie og tilsæt. Vend æble-kanelternene i.

Smør et ovnfast fad og hæld blandingen i. Pynt toppen af kagen med æbleskiverne, og tryk dem let ned i dejen.

Bag kagen i ca. 20 min. ved 180 grader.

Hjemmebagte tarteletter, low carb

Børnene elsker tarteletter, men efter min datter har fået glutenallergi, og jeg selv spiser low carb, har vi ikke fået det.

Så nu måtte jeg altså i gang med at prøve at lave nogle glutenfri og low carb tarteletter – og det var faktisk ret enkelt. Selvom de blev sprøde og smager dejligt af smør, er de selvfølgelig anderledes end de gængse, men absolut ikke på nogen negativ måde. Man skal bare ikke forvente det samme.

Ingredienser:

  • 150 g smør
  • Ca 300 g glutenfrit mel. Skal det blot være blodsukkervenligt kan boghvede-, quinoa- eller havremel fx bruges. Skal det derimod være low carb skal du anvende mandel-, nødde, frø- eller fedtreduceret kokosmel.
  • 1/2 tsk salt

Fremgangsmåde:

Tag smør ud af køleskabet og lad det stå ved stuetemperatur til det er blødt og medgørligt.

Tilsæt salt og mel lidt ad gangen og ælt det sammen med smørret. Dejen skal være blød, men ikke for klistret.

Læg en klump dej i 5 muffinforme og form dejen som en tarteletskål.

Bag dine tartelletter ved 170 grader i ca 25 min til de er gyldne.

Server fx dine tartelletter med hjemmelavet Hønsekødsfyld.

Hjemmelavet urte-the

Med en have, der bugner af krydderurter og bærbuske, er det nemt at plukke og blande sin egen urtete. Da jeg er stor the-drikker, holder jeg dog af at lade bladene trække med en pose sort te for at tilføre den bitre smag og tein, som tilsvarer koffein og altså virker opkvikkende om morgenen.

Ingredienser:

  • Blade af fx brombær, hindbær og solbær giver frugtsmag og fylde.
  • Krydderurter af enhver art kan bruges, men jeg synes at fx citronmelisse, sødskærm/spansk kørvel (lakridssmag), anisisop og en god mynte fx marokkansk-, appelsin- eller grapefrugtmynte er gode i theblandinger.

Fremgangsmåde:

Pluk dine favoriturter og bærbuskblade. Tør dem i solen, i buketter under et halvtag eller en dehydrator. Husk at holde styr på, hvor du har hvad.

Når bladene er knastørre, opbevares de i tætsluttende glas indtil brug.

Lav en blanding, du kan lide. Fyld i thesi, hæld kogende vand over og lad fx trække sammen med et brev sort the i ca. 10 min.

Voila en skøn pallette af havens dufte og smage trylles over i din kop.

Rygeost rørt med fisk

Rygeost er fantastisk rørt med alt muligt slags fisk: Torskerogn fra dåse eller hjemmetilberedt, tun på dåse, røget laks eller hellefisk, eller noget friskstegt eller friskkogt fisk. Prøv dig frem og find din favorit.

Ingredienser:

  • En rygeost
  • 100 g tilberedt fisk fx fra dåse
  • citron
  • Sennep
  • Purløg
  • Evt. salt

Fremgangsmåde:

Rør rygeost med fisk. Smag til med citron, sennep og salt. Klip purløg i og vend og giv et lille drys på toppen.

Broccoli på peberrodcreme med valnødder

Jeg har virkelig fået en forkærlighed for peberrod. Så jeg laver den gerne stærk – til mig selv.

Men retten kan tilpasses den enkelte. Helt enkelt og super lækkert.

Lav den Anret det som tilbehør på en tallerken for sig som her eller fx ved siden af et stykke godt oksekød.

Ingredienser:

  • Broccoli
  • Et stykke peberrod
  • Citron
  • Creme fraiche
  • Salt
  • Stevia
  • Valnødder

Fremgangsmåde:

Start med at skære broccolien i buketter og kog dem i let saltet vand i i nogle minutter, så de stadig har bid. Hæld vandet fra og sæt til at køle af.

Rist valnødderne nogle minutter, og lad dem stå og køle af.

Riv peberroden – mængde efter smag og behag, og hvor stærk den peberrod, du har fået fat i, er, men som tommelfingerregel et par spiseskefulde.

Rør creme fraiche med peberrod og smag til med citron, stevia og salt.

Anret ved at lægge et par skefulde peberrodcreme på tallerkenen. Læg broccolibuketter ovenpå og top med ristede valnødder og et drys revet peberrod.

Aubergine – tomatsalat

Jeg holder meget af aubergine og bruger dem derfor ofte i min madlavning. Denne salat er inspireret af det græske/tyrkiske køkken og passer godt til grillet kød fx lam.

Ingredienser:

  • 2 auberginer
  • 3 tomater
  • 100 g feta
  • 2 forårsløg/ et bundt ramsløg eller en lille håndfuld etageløgtoppe.
  • 2 fed hvidløg
  • Persille
  • Olivenolie
  • Salt
  • Citron eller æbleeddike

Fremgangsmåde:

Skyl og snit auberginer er i mindre stave. Steg dem i rigeligt olivenolie i 15-20 min til de er møre. De sidste minutter presses hvidløgsfeddene i og steges med.

Imens snittes tomaterne i mindre stykker. Løgene snittes i strimler og vendes sammen med tomat og feta. Hak persillen fint og vend i.

Lad auberginen køle af inden den vendes med resten. Smag til med salt og citronsaft eller æbleeddike.