Krydderi

Lavendel

Ud over at være smukke og velduftende kan lavendler også bruges i madlavningen. Jeg har godt nok ikke mine stående i krydderurtebedet, hvor de egentlig hører hjemme, da de netop har til hovedformål at stå og se smukke ud op ad min mur foran huset. Men derfor kan de jo sagtens alligevel tjene flere formål.

Min far har i mange år lavet en skøn lavendelis baseret på yoghurt, og der kommer helt sikkert også en lavendelisopskrift fra min hånd på et tidspunkt. Enten som en ren lavendelis eller i en druesorbet (men sorbet er ikke blodsukkervenligt, så det bliver ikke til mig selv, men kun til børnene og gæster). I den blodsukkertunge ende findes også lavendelsirup.

Lavendelsmagen skal ikke være for gennemtrængende, i det man laver, men mere være et strejf. Jeg har derfor tilsat lidt lavendel til min Brombærsyltetøj Her giver det syltetøjet lidt karakter.

Ellers kan lavendel bruges til fx at krydre lammekød sammen med rosmarin.

Laurbær

Laurbær

I mit Drivhus har jeg et efterhånden temmelig stort laurbærtræ, som trives særdeles strålende. Det er så stort efterhånden, at jeg klipper det hårdt tilbage hvert år, for det skyder meget.

Mange ved ikke, at laurbær trives fremragende i et drivhus i Danmark. Den skyder villigt hvert forår og henover sæsonen og fryser kun lidt tilbage om vinteren. Jeg har bare fjernet en flise i midten af mit drivhus og vandet de første par år. Nu har den dybe rødder og skal ikke vandes længere. Den spreder en skøn sødlig, krydret duft i hele drivhuset, når man rører ved den.

Når først man har laurbær i sin have, begynder man at bruge den i meget andet end flæskesteg. Den er skøn som smagsgiver i Suppe og sammenkogte retter i gryde som Quinotto eller i stegeso i ovn som fx Kylling med grøntsager. Eller man kan koge den med, når man laver Kåldolmer og koger ris og grøntsager.