Nødder

Stenalderbrød

Havehøns rimer fantastisk godt på stenalderbrød. Lige nu er det forår og hønsene nærmest sprøjter æg ud, så det er skønt til Omelet og bagværk. I denne opskrift på 2 små stenalderbrød skal der bruges 10 æg.

Stenalderbrød er et godt alternativ til fuldkornsbrød som fx Rugbrød (med mel), da det både er glutenfrit og low carb.

Ingredienser:

  • 500 g blandede nødder fx valnødder, hasselnødder, mandler, cashewnødder mm.
  • 700 g blandede frø fx sesam, hørfrø, græskarkerner, solsikkekerner, chia, hampefrø mm.
  • 2 tsk salt
  • 10 mellemstore æg
  • 1 ½ dl olivenolie
  • ½ dl vand

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 160 grader.

Bland alle ingredienserne i en stor skål. Smør 2 små brødforme med olivenolie og fyld massen i.

Bag midt i ovnen i 1 time.

Rucola-pesto

Det er skønt at lave sine egne pestoer, og de kan varieres i de uendelige, alt efter hvad man har i haven.

Rucolapesto har bitterheden fra rucolaen og fedmen og smag fra olie, ost og nødder. Det er en pesto, der smager af noget. Brug den som dressing til en god salat, som dip eller vend den med fuldkornspasta.

Ingredienser:

  • Et bundt rucola
  • 1 fed hvidløg
  • 4 spsk olivenolie
  • 40 parmasan eller anden fastost
  • 30 g pinjekerner eller mandler

Fremgangsmåde:

Skyl rucolaen og afdryp den godt. Rist pinjekernerne på en tør pande. Fyld alle ingredienser i en blender og blend til det har den ønskede konsistens. Smag evt til med salt.

Grønkålssalat med dadel, æble, hasselnødder og peberrod

Denne grønkålssalat er ikke den mest blodsukkervenlige, da den både indeholder dadler og æbler. Det der til gengæld taler for at lave den alligevel, er den sunde grønkål og den rigelige mængde hasselnødder. Og så smager den næsten som slik. Man kan vælge at nøjes med den halve mængde dadler, eller man kan vælge kun at tage en lille portion og lave andre grøntsager også.

Ingredienser:

  • ½ pose grønkål
  • 10 dadler
  • ½ æble
  • 1 dl hasselnødder
  • en spsk friskrevet peberrod
  • 2 spsk mayonnaise
  • 1 spsk rapsolie
  • 2 spsk æbleeddike
  • 1 spsk agavesirup
  • salt

Fremgangsmåde:

Skyl grønkålsbladene rigtigt grundigt og ryst vandet så godt af dem igen som muligt. Skær stænglerne fra og læg bladene i en foodprocessor. Blend til grønkålen er ret fint snittet. Fjern stenene fra dadlerne og enten blend igen eller mos dem sammen med grønkålen. Lav en dressing af mayonnaise, æbleeddike, rapsolie, agavesirup og revet peberrod. Smag til med salt og vend grønkål/dadel-salaten heri. Rist hasselnødderne på pande eller i ovn og gnid hinderne af. Skyl og fjern kernehus på æblet og snit det ene halvdel af æblet i mundrette bidder. Vend æblestykkerne i salaten og drys hasselnødderne over.

Valnøddepostej

2019 er et fantastisk nøddeår, og jeg har været ude at sanke mange valnødder i mit nærområde. Nogle skal bruges i Salat, nogle bare knækkes og spises, mens andre igen får lov at komme i nye retter, jeg ikke har prøvet at lave før. En af dem er valnøddepostej, og det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg laver den. Det er en super nem opskrift, som ikke tager ret lang tid at bikse sammen, og resultatet var virkeligt godt – selv børnene tog af den flere gange.

Opskriften gav 5 små postejer. Jeg havde bare vasket og gemt foliebakker fra leverpostej for at kunne fryse noget ned, men man kan også bare bruge et ovnfast fad.

Postejen er god som vegetarpålæg både kold og varm. Nødderne mister helt deres bitterhed i postejen og bliver dejligt bløde. Jeg valgte at krydre min postej med 1 tsk god karry, fordi jeg ved børnene kan lide den.

Ingredienser:

  • 400 g hytteost eller friskost/smøreost
  • 100 g valnøddekerner
  • 1 stort løg
  • 4 mellemstore æg
  • 1 tsk karry
  • 1 tsk salt

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 225 grader.

Knæk valnødderne og hak dem groft. Hak løget fint, brug evt en foodprocessor. Rør så alle ingredienser godt sammen og fyld i et smurt ovnfast fad eller foliebakker. dæk med sølvpapir. Bag postejen i 50 min midt i ovnen. Fjern sølvpapiret de sidste 10 min af bagetiden.

Hjemmelavet mysli, fuldkorn

Jeg synes økologisk mysli er dyrt. Det er også svært at finde et godt produkt, som hele familien synes om. Min mand gider fx ikke kokosflager og børnene sidder og piller græskarkerne og de hele mandler og nødder fra. Selv gider jeg ikke, at der er for mange rosiner i. Til gengæld kan jeg godt lide, at der er lidt bid i min mysli. Børnene vil gerne have sprøde flager (ala cornflakes) i, hvilket ofte er lavet på majs, som jeg slet ikke spiser, da det giver store blodsukkerudsving. Hvorom alt er, så fandt jeg den store krukke frem og spurgte børnene til råds inden jeg gik ud og handlede ind til vores helt egen hjemmeblandede mysli. Det fantastiske er, at man kan variere den fra gang til gang i det uendelige alt efter smag, og hvad man lige har liggende i køkkenskabet.

Børnene spiser mysli næsten hver morgen på et surmælksprodukt, og manden og jeg holder af en lille portion til natmad. Derudover bruger vi det altid til topping til Koldskål. Det er bare meget sundere og mere lækkert end kammerjunkere.

Det vigtigste, når man skal blande en blodsukkervenlig mysli, er at vælge mange nødder, kerner og fuldkornsmærkede gryn og flager, men holde mængden af de tørrede frugter nede, da de indeholder store mængder sukker. Jeg har valgt at kombinere grovvalsede havre-, byg- og ruggryn med fuldkornshvedeflager (branflakes) for at give godt med bid. Derudover valgte børnene ristede hørfrø, solsikkekerner og hampefrø samt ristede og hakkede hasselnødder og mandler. – I år tegner til at blive et ekstra godt nøddeår i haven, så det kommende år kommer nok til at byde på et utal af opskrifter med hasselnødder. Til sidst valgte børnene en kombination af tørret mango, dadler og rosiner, som vi klippede i små stykker.

Ingredienser:

  • 750 g havregryn
  • 400 g ruggryn
  • 400 g byggryn
  • ½ pose branflakes
  • 1 dl hasselnødder
  • 1 dl mandler
  • 100 g hørfrø
  • 150 g solsikkekerner
  • 50 g hampefrø
  • 10 tørrede dadler
  • 10 stykker tørret mango
  • 200 g jumborosiner

Fremgangsmåde:

Start med at blande grynene godt sammen. Rist kerner og frø i nogle minutter. Lad det køle af et øjeblik inden du tilsætter det. Rist så mandler og nødder og hak groft inden du blander dem med resten. Tilsæt rosiner og klip mango- og daddelstykker i. Vend godt rundt. Tilsæt til sidst branflakes og vend forsigtigt rundt. Fyld i tætsluttende beholder, så dine flager beholder deres sprødhed.

Valnød

Valnødder

Det valnøddetræ, vi satte i 2012, giver nu 6 år senere stadig ikke nødder. Nu om dage fås dog træer, der giver udbytte lidt hurtigere. Træet står nede i den bagerste del af haven i halvskygge. Vi har valgt sorten Broadview, som ikke bliver kæmpe stort, da vi synes den passer bedst ind i en helt almindelig parcelhushave. Med sin placering i den bagerste del af haven, er det med til at danne ramme, om skovhavetanken.

Nyplantet valnøddetræ 2012

Da vi endnu ikke selv kan høste valnødder i egen have, har jeg været så heldig at spotte 4 andre træer på offentlige arealer i mit nærområde, så vi har til eget forbrug. Valnødderne høstet i september/oktober, når skrællen udenpå begynder at sprække og åbne sig og nødderne falder ned.

Selve valnødden tages ud af skrællen, de fyldes i net eller nylonstrømper og hænges til tørre under et halvtag.

Opskrifter:

Jeg bruger især valnødder ristet i Rødbedesalat, Grønkålssalat men de er selvfølgelig også gode i det søde køkken i bagværk som Fuldkornsvalnøddeboller, Crumble, Cookies og i Konfekt-Kugler. I det salte køkken er de også fortrinlige i en vegetarisk Valnøddepostej.

Hassel

Til den flerårige have hører i særdelseshed nødder. Hasselnød er hurtigtvoksende, og man får derfor hurtigt både store buske og rigt udbytte. Er man interesseret i andre nøddesorter, kan man besøge Westergaards Planteskole.

Hassel

Allerede det første efterår vi havde haven, valgte vi at plante hassel nede i bunden af haven under de store bøgetræer ind mod parken. De kan nemlig sagtens gro i skyggen fra de store træer og alligevel give et flot udbytte. På denne måde var vores hasselbuske med til både at skabe et lille “skovområde” nede bagerst i haven og til at skærme for indkig under de store træer. Vi har bevidst valgt ikke at plante alt for store træer i vores have, da vi har de kæmpe bøgetræer i parken til at give skygge nede bagerst på en varm sommerdag.

Hassel

Vi plantede 3 forskellige sorter hassel, da de fleste sorter er krydsbestøvende. For at give et stort nok udbytte har vi netop 3 buske – et rødbladet og to forskellige grønbladede. Vi plejer at høste en gang i august – inden egernet har høstet dem alle for os. Nødderne fyldes i et net eller nylonstrømpe og hænges til tørre under et halvtag.

Hasselnødder smager i øvrigt også fremragende friske, så tag nøddeknækkeren med ud, når du høster og tag en smagsprøve. Hasselnødderne bruger jeg fx i hjemmelavet Mysli og i Rødkålssalat, men de er også fremragende i bagværk som fx Brownie og Crumble.