Opskrifter

Kvæde

Æblekvæde

Tæt ved vores hus har vi plantet en kvædebusk. Kvædebusken (eller lille træ) er en ca 4 m høj æblekvæde. Den producerer hvert år en stor mængde store gule kvæder, som lyser smukt op i haven i sensommeren. Faktisk producerer busken så mange kvæder, at vi har rigeligt at give væk af til andre kvædeentusiaster; – Og den plejer der at være mange af i mit nærområder, så de går som varmt (kvæde-)brød.

Plukker man kvæderne og tager dem med ind i køkkenet eller stuen, spreder sig den skønneste aromatiske duft i hele huset. i Danmark bliver kvæderne ikke så modne, at de bliver bløde i frugtkødet. Det betyder dog ikke, at de ikke kan bruges i madretter, bagværk og desserter; – de skal bare have tilført noget sødme.

Det kan være lidt hårdt at skære kvæderne ud og udkerne, men det er hele arbejdet værd. I den meget varme sommer 2018 modnede vores kvæder dog langt mere end vanligt, og man kunne faktisk spise af dem uden at de var forarbejdet først.

Kvæder er skønne sammen med æbler i mos, gammeldags æble(kvæde)kage og Crumble. Hvis man sylter dem i større stykker, kan man med fordel tilsætte lidt æbleeddike, citronskal samt kardemomme og nelliker. De syltede kvædestykker kan bruges i salat, til kød eller på et stykke brød. Ellers er kvæde godt i Nordafrikanske og arabiske retter fx i en marrokansk tagine.

Kvæder indeholder store mængder pektin. Det vil sige, at man ikke behøver tilsætte noget til en kvædemarmelade for at få den til at tykne.

Brændte mandler

Julen er over os!

Det betyder at alskens lækkerier skal fremtrylles i køkkenet til glæde for familie og venner. Nogle står jeg helt selv for, mens andre er oplagte at have børnene med til.

Den første opskrift I får, er en jeg laver uden børn – og gerne flere gange i løbet af julemåneden. De forsvinder nemlig hurtigt. Og så er den super nem og hurtig, hvilket også er vigtigt i al juletravlheden. I øvrigt en fin værtindegave i et sødt glas med silkebånd omkring. værtindegave.

Da jeg var barn havde min far et stort mandeltræ i haven, som gav masser af mandler. Jeg har selv et mandeltræ i haven, men det er alt for lille til at give noget endnu, desværre. Til gengæld har min far nu et hus i Spanien, og her høster han mandler og dem får jeg af hver jul.


Brændte mandler

Jeg vælger altid at give mine brændte mandler et lille pift i form af enten kanel, rålakridspulver eller kokos. Mums. Her kommer opskriften – selvfølgelig med kokossukker, som ligger lavere i det glykæmiske indeks end rafineret sukker, rørsukker og honning.

 Ingredienser:

  • 1 kop mandler (200 g)
  • 1/2 dl vand
  • 3-4 spsk kokossukker
  • 1 spsk kanel, rålakridspulver eller 2-3 spsk. kokos

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 150° C. Hæld vand, sukker og krydderi på panden og smelt det sammen. Tilsæt mandler og rør til vandet er fordampet. Hæld mandlerne over på en bageplade beklædt med bagepapir og bag i ovnen i 20-25 min. Mandlerne er klistrede, lige når de kommer ud, men bliver sprøde, når de køler af. Hæld på glas og opbevar med låg. Velbekomme!

Konfekt-kugler til jul – Marcipan-, Havregryns- og Gulerodskugler

Konfekt-kugler

At lave sin egen konfekt er slet ikke så svært, som det kunne lyde. Man kan lave mange forskellige slags smagsbomber i form af kugler, og her kan børnene sagtens være med til at trille. For mig hører en anden af havens vidundere uundgåeligt sammen med julen – nemlig nødder og mandler. I august og september samler vi hvert år hasselnødder og valnødder og hænger til tørre i net under et halvtag, så de bliver klar til efterårets salater og julens knas. Mandlerne køber vi indtil videre, men jeg har en drøm om, at mit lille mandeltræ en gang i fremtiden kommer til at forsøde min tilværelse med knasende sprøde mandler.

Obs. Det er kun marcipankuglerne, der er low carb.

Marcipankugler

Det er noget af det letteste at lave sin egen marcipan, og ud over at være sundere, så smager den også MEGET bedre end de købte!

Ingredienser:

  • 200 g smuttede mandler
  • Stevia/kokossukker eller agavesirup som man kan lide sødhedsgraden
  • 1 tsk vanillepulver
  • 1 spsk kogt vand
  • 1 plade mørk chokolade
  • Rålakridspulver til at rulle i eller hele nødder eller Hjemmelavet Choko-nøddecreme (Nutella) til at fylde indeni kuglerne.

Fremgangsmåde:

Blend mandler, vanille og det søde til en blød marcipanmasse. Tilsæt evt lidt kogt vand, hvis det er for tørt. Tril små kugler af din marcipan og fyld enten med nødder eller hasselnøddecreme eller smelt chokoladen og dyp marcipankuglerne deri og tril i rålakridspulver. Stil på køl.

Havregrynskugler

Ingredienser:

  • 200 g havregryn
  • 2 spsk usødet kakaopulver
  • 1 dl smeltet kokosolie
  • stevia eller agavesirup i den mængde man kan lide sødheden
  • 1/2 tsk vanillepulver
  • 2 spsk stærkt brygget kaffe
  • kokosmel til at trille havregrynskuglerne i

Fremgangsmåde:

Alle ingredienserne blandes. der trilles kugler som vendes i kokosmelet. Stil på køl.

Gulerodskugler

Ingredienser:

  • 100 g nødder eller mandler
  • 100 g havregryn
  • 200 g gulerødder
  • 150 g dadler
  • 50 g kokos samt lidt ekstra til at trille kuglerne i
  • 1 tsk revet ingefær
  • 1 tsk kanel
  • Revet appelsinskal
  • Stevia eller agavesirup alt efter, hvor sød en tand man har.

Fremgangsmåde:

Blend nødder/mandler og havregryn til fint mel i en foodprocessor. Hæld over i en skål. Kør gulerødder og dadler i foodprocessoren til det har en blød masse. tilsæt melet og de øvrige ingredienser og giv det en tur mere i foodprocessoren. Form kugler af massen og tril i kokos.