Grov remoulade – sund og blodsukkervenlig

Sønnike havde bestemt, at vi skulle have Hjemmelavede Hotdogs, og jeg ville gerne gøre tilbehøret lidt sundere end vanligt, så jeg besluttede mig for at lave en sund remoulade.

Jeg har altid godt kunnet lide remoulade med lidt bid i. Denne remoulade smager himmelsk og er fyldt med sunde ingredienser, så man ikke behøver holde igen.

Man kan sagtens lave remouladen uden gurkemeje, men det giver en flot farve. Mayonaisen kan man starte med at lave, så har man to slags dyppelse.

Ingredienser:

  • 1 stor gulerod
  • 200 g knoldselleri
  • 1 lille løg
  • 1 spsk kapers
  • 75 g syltede agurker
  • 1 dl creme fraiche
  • 1 dl Mayonaise
  • 1 spsk sennep
  • 1 spsk agavesirup eller andet sødemiddel
  • 1 tsk gurkemeje
  • 1 tsk karry
  • 1 tsk salt

Fremgangsmåde:

Skræl selleri og gulerod og skær i små terne. Kog dem møre i letsaltet vand i ca 3 min.

Blend løg, kapers og syltede agurker sammen.

Bland Mayonaise, creme fraiche, sennep, agavesirup og krydderier og vend resten i.