Undgå madspild

Butterdejspirogger

Pirogger er i virkeligheden blot små brødpakker med kød- og/eller grøntsagsfyld. De kan laves på filodej eller som her butterdej. Jeg har valgt den usunde købeudgave på almindeligt sigtet hvedemel, men man kan også vælge selv at lave sig en fuldkornsbutterdej. Men generelt er der ikke meget brød i dem, hvis man nøjes med en enkelt med noget lækkert salat til fx Avocadoraita.

Pirogger er en særdeles god måde at undgå madspild på, da alle mulige rester fra dagen før kan fyldes i. Vi havde en kyllingerest fra dagen før og en hjemmelavet Mojo samt et stykke manchegoost. Det blev tryllet til små sprøde, lækre snacks, så der også var til børnenes madpakker dagen efter.

Ingredienser:

  • 6 optøede butterdejsplader
  • en rest kød eller grøntsager
  • 50-100 g manchego
  • Hjemmelavet Mojo eller Pesto
  • mælk til pensling
  • sesamfrø

Fremgangsmåde:

Del pladerne i kvadrater (firkant med lige lange sider). Smør med pesto. Fyld kød og/eller grøntsager i. Riv osten over. Tag fat i et hjørne og fold det over på midten, så der i stedet dannes en trekant. pres kanterne godt sammen. Pensl piroggerne med mælk og drys med sesamfrø. Bag efter anvisningen på pakken.

Biksemad med sød kartoffel og knoldselleri samt rødbedesalat og ramsløgstzatziki

En gang imellem skal der biksemad til, fx når vi har en rest flæskesteg fra dagen før. Biksemad er derfor en god ret til at undgå madspild. Men denne opdaterede version er både mere spændende og sund end den gængse. I stedet for syltede rødbeder laver jeg en Rødbedesalat med solbær og feta samt en Tzatziki som tilbehør. Desuden har jeg skiftet de brasede kartofler ud med en blanding af sød kartoffel og knoldselleri. Og så selvfølgelig det traditionelle spejlæg til.

Ingredienser:

  • 1/4 knoldselleri
  • 2 søde kartofler
  • 1 lille løg
  • en rest flæskesteg eller andet svinekød
  • 2 æg
  • olie til stegning
  • salt

Skræl og skær knoldsellerien i mindre stykker. Giv den en tur i mikrobølgeovnen eller kog den lidt til den er mør. Skræl også de søde kartofler og skær dem i mindre bidder. Snit løget fint – eller riv det på den fine side af et rivejern. Skær kødet i mindre stykker.

Steg først løgene i olien. Tilsæt så sød kartoffel og steg videre i ca 10 min. Tilsæt herefter kød og selleri og steg videre. Smag til med salt. Lav to spejlæg og server med lækkert tilbehør.