Bananbrød med hindbær

Vi havde lige et par bananer, der trængte til at blive brugt. Normalt spiser jeg ikke banan, fordi de indeholder mange hurtige kulhydrater, men når det bliver fordelt over et helt brød, bliver indtaget ikke så massivt. Derudover havde vi noget mørk chokolade med hindbærsmag liggende, som vi ikke fik spist, og så havde jeg en rest frysetørrede hindbær. Brødet smager som en blanding af brød og kage.

Jeg bagte af og til dette brød, da jeg var gravid med vores andet barn og fik graviditetsbetinget diabetes. Man kan enten fylde dejen i en lille rugbrødsform, og så skal den have 40-45 min i ovnen, eller man kan vælge at fylde i muffinforme, som jeg gjorde denne gang, og så skal de kun have 20 min i ovnen.

Ingredienser:

  • 2 store modne bananer
  • 225 g fuldkornsmel
  • 3 spsk rapsolie
  • 2 æg
  • 1½ tsk bagepulver
  • ½ dl mælk eller plantemælk
  • 2/3 dl agavesirup
  • 75 g hakket mørk (hindbær-)chokolade min 70 %
  • 2 spsk frysetørrede hindbær

Fremgangsmåde:

Mos bananerne med agavesirup. Slå æggene i og tilsæt rapsolie og mælk. Pisk det sammen. Tilsæt mel, frysetørrede hindbær og bagepulver og rør det godt, så glutenet frigives. Dejen skal være tyk og klistret. Hak chokoladen groft og vend den i dejen. Fyld dejen i en lille rugbrødsform eller 12 muffinforme 1/3 op. Bag ved 180 grader i 20 min ved muffins og 40-45 min ved rugbrødsform.