Jordskokker

Jeg har mine jordskokker ‘spærret inde’ i et højbed mellem rabarber og kvan. Jordskokker er meget grovillige, og jeg har bare lagt nogle jordskokker fra supermarkedet i jorden for efterhånden snart mange år siden. Mit bed er ca ½ x 1½ m og det passer meget godt til at vi 2-3 gange på en sæson kan lave os en stor grydefuld Jordskokkesuppe, som slår til til aftensmad i 2 dage i vores familie på 4. Jordskokker er også gode bagte og marinerede i en Jordskokkesalat.

Jordskokker bliver ret høje – op imod 2 m på gode år. Mine står klemt inde mellem drivhuset og hækken, men de kan sættes hvor som helst, man har et ledigt hjørne i haven. Dog skal man være opmærksom på, at de gladeligt breder sig og efterlades blot en lille rodstump i jorden skyder den i foråret. På den måde er det en helt fantastisk ydende flerårig rodfrugt, der på relativt lidt plads giver et stort udbytte.

Når jeg har gravet de jordskokker op, som jeg skal bruge, smider jeg en spandfuld hønsemøg på bedet og vender jorden en gang, resten klarer planterne selv.

Opskrifter:

Jordskokkesuppe er et fantastisk måltid en kold efterårs- eller vinterdag. Men snyd heller ikke dig selv for en Jordskokkesalat med vinteræbler, hasselnødder og mozarella.