Mandel


Mandeltræ i blomst i februar i Marokko

Første gang jeg så et blomstrende mandeltræ, var på en vandreferie i Marokko. Ude midt i de stenede, golde bjergeegne var der lavet stengærder omkring nogle små marker, hvor jorden møjsommeligt var bearbejdet, så det var muligt at plante mandeltræer. Det var i starten af februar, og mandeltræerne stod med de smukkeste blomster på de nøgne grene og lyste op imod den klare, blå himmel.

Men allerede da jeg var teenager, havde min far et stort mandeltræ ved sin terrasse i sin have på Mols. Det gav mange fine mandler. I Danmark skal mandeltræer plantes på en beskyttet vokseplads og gerne have fuld sol fx op ad en sydvendt mur.

Da jeg plantede mit mandeltræ, var jeg efterhånden ret meget i bekneb for voksepladser op ad sydvendte mure. Så mit træ fik en plads omme på siden af huset. Måske derfor er det endnu ikke særligt højt og har stadig ikke givet udbytte, men jeg håber stadig, at det kommer en dag, for herhjemme spiser vi RIGTIGT mange mandler. Se også mine opskrifter Kransekagetoppe, Brændte mandler, Marzipankugler, Choko-lakridsmandler, Kardemommeis med mandelstykker, Crumble, A la mande og Brunkager.