Coleslaw

Coleslaw med fennikel

Helt enkel coleslaw med en dejlig smag. Fennikel fungerer skønt som alternativ til gulerod, da den også har lidt sødme og giver kant. Klip også gerne Bronzefennikel i.

Ingredienser:

  • 1 lille spidskål
  • ½ fennikel
  • Friskklippet bronzefennikel
  • evt en håndfuld saltede kapers eller Tallerkensmækkerfrø
  • 3 spsk mayonnaise
  • evt. en spsk creme fraiche
  • salt

Fremgangsmåde:

Snit spidskålen fint og fyld den i en skål. Kram spidskålen grundigt, så der kommer væske ud af den. Drys med salt og stil til side. Snit fennikel i tynde, fine skiver. Tag spidskålen frem igen og pres så meget væske som muligt ud af den og hæld bort. Tilsæt fennikel, kapers eller Saltede tallerkensmækkerfrø og mayonnaise og vend det sammen. Klip Bronzefennikel i og vend rundt. Voila! – klar til servering.

Sellerisalat med æble og ristede pinjekerner

Selleri er en fantastisk (sund) spise. Desværre ser jeg den kun sjældent økologisk, så vi får det ikke så ofte herhjemme. Denne salat minder en lille smule om coleslaw i konsistens, men smagen af den skønne knoldselleri og de knasende sprøde pinjekerner tager smagssanserne et helt andet sted hen.

Ingredienser:

  • ½ knoldselleri
  • 2 æbler
  • 200 g skyr eller creme fraiche
  • ½ dl pinjekerner
  • 4 spsk mayonnaise
  • 1 spsk citronsaft
  • salt
  • agavesirup
  • spidskommen

Fremgangsmåde:

Skræl knoldsellerien og riv den groft. Skyl æblerne og fjern kernehuset. Riv også dem groft og bland det hele godt sammen. Rør en dressing i en skål af creme fraiche, mayonnaise og citronsaft og smag til med agavesirup, salt og spidskommen. Vend det sammen med knoldselleri/æble-blandingen. Rist pinjekernerne og drys over inden servering.

Coleslaw med æble

Coleslaw er en af de oftest tilbagevendende salater herhjemme. Den er god til mange ting, lækker og enkel at tilberede. Jeg laver den næsten altid med spidskål, fordi det oftest er det vi har i køleskabet, men man kan også sagtens bruge hvidkål.

Ingredienser:

  • 5 store gulerødder
  • ½ spidskål
  • 2 æbler
  • ½ dl cremefraiche
  • 1 tsk spidskommen
  • 2 tsk kokossukker eller tilsvarende sød chilisauce

Skyl og skræl gulerødderne og riv dem på den grove side af rivejernet. Skyl æblerne, fjern kernehuset og riv også dem på den grove side af rivejernet. Snit spidskålen fint og bland alle tre ingredienser godt i en skål.

Bland så dressingen af cremefraiche, sukker, spidskommen og evt chili og vend det med råkostsalaten.

Server din coleslaw i rigelige mængder i en burgerbolle med pulled pork. Eller som tilbehør til spareribs, medisterpølse, fiske deller eller sammen med et stykke stegt flæsk og Grønkålschips.