Hjemmelavet mysli, fuldkorn
Jeg synes økologisk mysli er dyrt. Det er også svært at finde et godt produkt, som hele familien synes om. Min mand gider fx ikke kokosflager og børnene sidder og piller græskarkerne og de hele mandler og nødder fra. Selv gider jeg ikke, at der er for mange rosiner i. Til gengæld kan jeg godt lide, at der er lidt bid i min mysli. Børnene vil gerne have sprøde flager (ala cornflakes) i, hvilket ofte er lavet på majs, som jeg slet ikke spiser, da det giver store blodsukkerudsving. Hvorom alt er, så fandt jeg den store krukke frem og spurgte børnene til råds inden jeg gik ud og handlede ind til vores helt egen hjemmeblandede mysli. Det fantastiske er, at man kan variere den fra gang til gang i det uendelige alt efter smag, og hvad man lige har liggende i køkkenskabet.
Børnene spiser mysli næsten hver morgen på et surmælksprodukt, og manden og jeg holder af en lille portion til natmad. Derudover bruger vi det altid til topping til Koldskål. Det er bare meget sundere og mere lækkert end kammerjunkere.
Det vigtigste, når man skal blande en blodsukkervenlig mysli, er at vælge mange nødder, kerner og fuldkornsmærkede gryn og flager, men holde mængden af de tørrede frugter nede, da de indeholder store mængder sukker. Jeg har valgt at kombinere grovvalsede havre-, byg- og ruggryn med fuldkornshvedeflager (branflakes) for at give godt med bid. Derudover valgte børnene ristede hørfrø, solsikkekerner og hampefrø samt ristede og hakkede hasselnødder og mandler. – I år tegner til at blive et ekstra godt nøddeår i haven, så det kommende år kommer nok til at byde på et utal af opskrifter med hasselnødder. Til sidst valgte børnene en kombination af tørret mango, dadler og rosiner, som vi klippede i små stykker.
Ingredienser:
- 750 g havregryn
- 400 g ruggryn
- 400 g byggryn
- ½ pose branflakes
- 1 dl hasselnødder
- 1 dl mandler
- 100 g hørfrø
- 150 g solsikkekerner
- 50 g hampefrø
- 10 tørrede dadler
- 10 stykker tørret mango
- 200 g jumborosiner
Fremgangsmåde:
Start med at blande grynene godt sammen. Rist kerner og frø i nogle minutter. Lad det køle af et øjeblik inden du tilsætter det. Rist så mandler og nødder og hak groft inden du blander dem med resten. Tilsæt rosiner og klip mango- og daddelstykker i. Vend godt rundt. Tilsæt til sidst branflakes og vend forsigtigt rundt. Fyld i tætsluttende beholder, så dine flager beholder deres sprødhed.