Denne ret er nem, hurtig og børnevenlig. Andre torskefisk som fx mørksej eller lyssej kan også sagtens anvendes.
Ingredienser:
400 g torsk eller sej
1 bakke champignon
1 grøn peberfrugt
1 løg
1 dåse kokosmælk
Salt og peber
Karry
Olivenolie
Fremgangsmåde:
Start med at snitte løget fint. Skær peberfrugten i mindre stykker og skær bunden af champignons og halver dem.
Skær fisken i store stykker. Krydr med salt og peber. Steg den så ca 5 min på en middelvarme pande i olivenolie til fiskekødet bliver hvidt. Tag fisken af panden og stil til side.
Svits karry af på panden. Tilsæt olivenolie og steg først løget nogle minutter inden du tilsætter peberfrugt og champignons og steger dem med nogle minutter yderligere.
Hæld kokosmælken over grøntsagerne. Læg fiskestykkerne ovenpå og varm retten op, så den lige simrer et minuts tid.
Server fx med en klat creme fraiche og et stykke groft brød.
Denne opskrift på kylling i karry og kokosmælk giver dejligt, saftigt kyllingekød. Foråret er så småt over os, og de flerårige Estisk hvidløg har sat lange grønne skud op mod himlen, som er oplagte at klippe af som grønt drys i salater og til at putte i Æggekager, Frikadeller og gryderetter. De sidste jordskokker skulle også graves op og bruges inden de begyndte at skyde på ny.
Spiser du low carb, kan gulerødderne udelades.
Ingredienser:
2-4 kyllingelår
2 store gulerødder
500 g jordskokker
½ spidskål
en stor håndfuld løg/hvidløgstoppe eller løg og hvidløg
1½ terning bouillon
4 dl vand
1 dåse kokosmælk
1 dåse hakkede tomater
2 spsk olivenolie
2 spsk kokossukker
2 spsk æbleeddike
salt og peber
Fremgangsmåde:
Skyl og skrub jordskokkerne grundigt, og skær dem i mindre tern. Giv dem en tur i mikrobølgeovnen for at tilberede dem lidt på forhånd, da de tager længere tid end gulerødderne. Du kan også vælge at give hele retten 10 min ekstra i ovnen. Skræl gulerødderne og skær også dem i mindre stykker. Snit spidskål og hvidløg i mindre strimler og fordel alle grøntsagerne i et ovnfast fad smurt med olivenolie.
Kog 4 dl vand og hæld det i en skål. Rør bouillonterningerne ud i vandet. Bland kokosmælk og hakkede tomater i. Smag til med sukker, karry, æbleeddike, salt og peber og hæld sovsen over grøntsagerne. Læg kyllingelårene ovenpå og tilbered det i ovnen på 200 grader i ca 30 min.
Der er nogle opskrifter, man bare bliver ved med at vende tilbage til. Denne chiken tikka masala med en tyk, cremet sauce baseret på græskar, kokosmælk og røde linser er en af dem. Den smager både fantastisk og har en konsistens og farve som en traditionel tikka masala, men baseret på hokkaido eller butternut squash og røde linser er den bare meget sundere. Så når det bliver efterår og græskartid, kommer denne ret altid på bordet herhjemme. Det fantastiske ved økologiske hokkaido er, at man ikke behøver at skrælle dem, da skrællen ud over at være sund også bare bliver blød, når den opvarmes.
TIP: Jeg serverer den med Fuldkorns Chapati (fladbrød), en lille smule vilde ris, fuldkornscouscous blandet med hakkede mandler og rosiner eller tørrede figner. Og gerne toppet med en klat creme fraiche.
Ingredienser:
4 kyllingebrystfiletter eller en hel kylling
1 hokkaido eller butternut squash
1 stort løg
2 fed hvidløg
2 dl røde linser
1 dåse kokosmælk
revet ingefær
1-2 æbler eller 2 spsk æbleeddike og et drys sukker
2 tsk garam masala
olie til stegning
Fremgangsmåde:
Start med at tage skindet af kyllingen og brun kyllingestykkerne i en stor gryde i olie. Tag dem op igen. Hak løg og hvidløg groft og steg dem gyldne i gryden. Udkern hokkaido og æbler, skær dem i halvstore stykker og tilsæt dem til løgene og sauter videre. Når grøntsagerne har fået lidt farve rives ingefær i. Herefter lægges kyllingestykkerne ned i gryden igen, kokosmælk og evt en sjat vand hældes over. Tilsæt linserne og lad det hele stå og småkoger mørt i mindst ½ time ved lav varme, men en simreret som denne kan sagtens stå længere. Husk at røre ind imellem, så retten ikke brænder fast på bunden.
Tag herefter kyllingestykkerne op igen og blend grøntsagerne til en cremet sauce. Smag til med salt, garam masala og evt chili. Tilsæt kyllingen igen og giv den et hurtigt opkog inden du serverer med ris og creme fraiche.