Friske figner med mozzarella og mynteblade
Vi var på besøg hos nogle iranske bekendte, som serverede feta i skiver med en god marokkansk mynte en varm sommerdag ude i haven. Det smagte fantastisk!
Så da vores egen marokkanske mynte stod med smukke, grønne blade og figentræet med modne frugter blev det til dette smagfulde minde om en skøn sommerdag i haven. Smagen af sødmen fra fignerne, den fede ost og myntebladene går rigtigt godt i spænd. Server evt. sammen med et groft friskbagt brød med smør.
Ingredienser:
- 1 mozzarellaost
- 3 friske figner
- en håndfuld friske marokkanske mynteblade
Fremgangsmåde:
Skær mozzarellaen i tykke skiver. Skyl de friske figner og skær også dem i skiver. Anret på et fad og drys med en håndfuld mynteblade. Spis en skive ost, en skive figen og et par mynteblade sammen.