Første gang jeg så et blomstrende mandeltræ, var på en vandreferie i Marokko. Ude midt i de stenede, golde bjergeegne var der lavet stengærder omkring nogle små marker, hvor jorden møjsommeligt var bearbejdet, så det var muligt at plante mandeltræer. Det var i starten af februar, og mandeltræerne stod med de smukkeste blomster på de nøgne grene og lyste op imod den klare, blå himmel.
Men allerede da jeg var teenager, havde min far et stort mandeltræ ved sin terrasse i sin have på Mols. Det gav mange fine mandler. I Danmark skal mandeltræer plantes på en beskyttet vokseplads og gerne have fuld sol fx op ad en sydvendt mur.
Da jeg plantede mit mandeltræ, var jeg efterhånden ret meget i bekneb for voksepladser op ad sydvendte mure. Så mit træ fik en plads omme på siden af huset. Måske derfor er det endnu ikke særligt højt og har stadig ikke givet udbytte, men jeg håber stadig, at det kommer en dag, for herhjemme spiser vi RIGTIGT mange mandler. Se også mine opskrifter Kransekagetoppe, Brændte mandler, Marzipankugler, Choko-lakridsmandler, Kardemommeis med mandelstykker, Crumble, A la mande og Brunkager.
Til den flerårige have hører i særdelseshed nødder. Hasselnød er hurtigtvoksende, og man får derfor hurtigt både store buske og rigt udbytte. Er man interesseret i andre nøddesorter, kan man besøge Westergaards Planteskole.
Hassel
Allerede det første efterår vi havde haven, valgte vi at plante hassel nede i bunden af haven under de store bøgetræer ind mod parken. De kan nemlig sagtens gro i skyggen fra de store træer og alligevel give et flot udbytte. På denne måde var vores hasselbuske med til både at skabe et lille “skovområde” nede bagerst i haven og til at skærme for indkig under de store træer. Vi har bevidst valgt ikke at plante alt for store træer i vores have, da vi har de kæmpe bøgetræer i parken til at give skygge nede bagerst på en varm sommerdag.
Vi plantede 3 forskellige sorter hassel, da de fleste sorter er krydsbestøvende. For at give et stort nok udbytte har vi netop 3 buske – et rødbladet og to forskellige grønbladede. Vi plejer at høste en gang i august – inden egernet har høstet dem alle for os. Nødderne fyldes i et net eller nylonstrømpe og hænges til tørre under et halvtag.
Hasselnødder smager i øvrigt også fremragende friske, så tag nøddeknækkeren med ud, når du høster og tag en smagsprøve. Hasselnødderne bruger jeg fx i hjemmelavet Mysli og i Rødkålssalat, men de er også fremragende i bagværk som fx Brownie og Crumble.
I går opdagede jeg nogle kviste frisk mynte i en af mine store potter i drivhuset. Wow, vi er kun i slutningen af februar! Da jeg samtidig vidste, at der var rødbeder i køleskabet, måtte jeg bare lave yndlingssalen over alle yndlingssalater.
Den er en sand vitaminbombe og består i al sin enkelhed af tern af kogte rødbeder, fetaost og æbler. Hertil en lille pose af sommerens solmodne solbær og et drys af ristede valnødder. Når muligheden er der tilføjer jeg finthakket mynte og overhælder salaten med den lækreste dressing.
Salaten kan eneten laves om sommeren med grønt, bær og frugter direkte fra haven. Eller endnu bedre som vintersalat, hvis man har husket at gemme æbler og fryse solbær ned. På denne tid, trænger man virkeligt til et vitaminboost og en reminder om sommerens sol og haveglæder. Bon appetit!
Ingredienser:
500 g rødbeder
150 g feta
1-2 æbler alt efter størrelse (4 af mine fine små ildrøde pigeoner)
200 g solbær
100 g valnødder
2 spsk agavesirup
2 spsk balsamicoeddike
1 spsk olivenolie
2-3 kviste hakket mynte fx marokkansk mynte
Fremgangsmåde:
Start med at tage solbær op af fryseren om morgenen. Kog rødbederne med skræl på i ca 30 min alt efter størrelse, så de stadig har lidt bid. Imens rødbederne koger tages kernehuset ud af æblerne og de snittes i tern og hældes i en skål sammen med de optøede solbær. Fetaen skæres også i tern og hældes i skålen. Valnødderne ristes og dressingen bestående af agavesirup, balsamicoeddike og olivenolie røres sammen. Tag bladene af myntekvistene og hak dem fint.
Når rødbederne er kogt færdig tager jeg levnedsmiddelhandsker på og så kan skrællen ligesom gnubbes af. Alternativt kan man vælge at skrælle rødbederne inden, men handsker er altså en god ting, hvis man ikke vil have lilla hænder i flere dage efter. Køl rødbederne lidt af (evt under koldt vand), og skær dem i mindre bidder, og hæld dem i skålen til æble, feta og solbær. Hæld dressing over, drys med mynte og valnødder og vend forsigtigt salaten rundt nogle gange. Pynt evt med mynteblade.
Klatreplanter er ideelle til at skabe rum i haven. De kan pynte på stakitter og hegn, og de kan skærme mod indkig og skabe læ. At de så samtidig har en nytteværdi og kan bruges i køkkenet er bare en ekstra bonus
Tornfri brombær
Vores tornfri brombær vokser et solrigt sted op ad stakittet ind til køkkenhaven. Vi har valgt denne plads, så bærrene får fuld sol til at modne. Buskene har græsplænen på den anden side, så hvis de laver rodskud bliver de bare slået med plæneklipperen. De to brombærbuske giver et meget stort udbytte, og når vi selv har høstet, hvad vi kan bruge, kan vi hvert år invitere venner hjem til at plukke en skålfuld. Bliver planterne for store og fylder for meget, klippes de bare ned, da de skyder villigt igen. Vi bruger mest brombærene i kager som Muffins og Crumble eller i is og Syltetøj, men de er også gode i en Rødbede-Æbleråkostsalat.
Stikkelsbærkiwi (mini kiwi)
Vores stikkelsbærkiwier har fået plads ved en lille terrasse omme på siden af huset op ad et plankeværk. Her er der læ og sol. De små bær modner først helt hen i september-oktober og spises direkte fra planten. Vores planter består af en selvbestøvende og en hunplante, og de giver begge bær. Vi har endnu ikke haft det helt store udbytte, de kunne sikkert med fordel have haft en endnu mere solrig og lun plads, hvis vi havde haft mulighed for det. Men vi har da fået lov at smage en håndfuld af de små søde og syrlige meget aromatiske bær hvert år, og de klatrer flot på plankeværket med fint løv. Vi har ikke haft planterne mere end 2 somre, så jeg har en forventning om, at de kommer til at give mere på sigt.
Humle
Nede bagerst i haven vokser humlen i halvskygge op ad et hegn. Den er med til at danne et rum ved en lille terrasse i skygge som er ideel på hede sommerdage. Den vokser vildt og flot og er ideel til at skærme mod indkig. Hvert efterår står den med de smukkeste humlekobber ud over hele hegnet. Humlekobberne er bitre. Da jeg i sin tid købte planten, havde jeg bier og en tanke om at bruge humlekobberne til brygning af mjød efter denne opskrift på biavl.dk. Siden har min svoger plukket og tørret dem, og anvendt dem i sin ølbrygning.
De små nye Humleskud, som kommer om foråret smager skønt stegte i olivenolie og drysset med salt.
Vin (vindrue)
Vinen vokser i et hjørne af drivhuset. Vi har trukket grene fra den langs loftet i drivhuset, og her hænger hvert år et hav af smukke blå vindrueklaser. Vores drue er en lille meget sød blå drue med sten. De modner fra august og på milde vintre har vi kunnet plukke helt hen i december. Ud over at kunne lade børnene frådse i de søde druer, bruger vi dem til gelé og juicer dem. De er fx rigtigt gode til at give æblejuicen lidt sødme og en flot farve. Juicen kan desuden fryses til den skønneste Sorbet.