Hjemmelavet rød blandet saft af havens bær, blodsukkervenlig
Når sommeren når den tid, hvor haven bare bugner af Bær, og man har lavet al den Is og syltetøj, man kunne spise, ja, så er det tid at koge en lækker rød blandet saft a la Ribena til at glæde børn og barnlige sjæle. – Den smager simpelthen af – ja, barndom.
Denne saft er primært lavet på solbær og ribs, men man kan ligeså vel bruge stikkelsbær, jordbær, hindbær, brombær, blåbær eller andre bær til at variere smag og farve.
Da min saft kun indeholder en meget begrænset mængde sukker, kan den enten holde sig en uges tid på køl eller som med Hyldeblomstsaften med fordel fryses ned i isterningeposer. Lige til at tage op og blande fx i et glas gin.
Når jeg ikke kun anvender stevia, men også tilsætter en smule kokossukker, er det for at give saften den skønne karamelliserede smag fra det brune sukker.
Blandingsforholdet er ca. 1 del saft til 4 dele vand.
Ingredienser:
- 1 kg blandede bær fra haven fx ribs og solbær
- ½ liter vand
- 1 dl kokossukker
- stevia
Fremgangsmåde:
Skyl bærrene og kom dem i en gryde. Da saften skal sis, er der ingen grund til at fjerne stilke og nippe blomster af. Tilsæt vand, og lad det koge ved svag varme i ca 20 min. Si herefter saften gennem en saftsi eller en klæde, så stilke og skaller sis fra. Vrid og pres, så den sidste saft kommer med – det er her smagen sidder. Hæld saften tilbage i gryden og tilsæt sukker. Kog til sukkeret er smeltet. Skum saften, og smag til med stevia. Lad saften afkøle lidt og hæld på flaske eller isterningeposer.