Rødkål

Rødkål-rødbedesalat med solbær, æble, valnødder og tørrede figner

En dejlig variant til den Rødkålssalat, jeg plejer at lave til jul. Jeg serverede den med alle delene adskilt, så børnene selv kunne sætte den sammen, som de havde lyst. Men den kan også anrettes flot med sine flotte lilla farver, hvis man blander alle ingredienserne sammen undtagen valnødder, som drysses over til sidst.

Denne variation af rødkålssalaten er oplagt, hvis man selv har både solbær, æbler og valnødder i sin have eller adgang til det. – Og har man husket at fryse solbær ned og er det vinteræbler, man har, kan den tilberedes hele året. De blå-violette farvede grøntsager og bær som bla. rødkål, rødbeder og solbær er generelt rigtigt sunde og virker stærkt antiinflammatorisk i kroppen.

Ingredienser:

  • 2 mellemstore rødbeder
  • 1/3 rødkål
  • 2 æbler
  • 200 g solbær
  • 6 figner
  • 1 dl valnødder
  • 3 spsk balsamicoeddike
  • 2 tsk agavesirup
  • 1 spsk olivenolie
  • evt en tsk sennep

Fremgangsmåde:

Skræl og riv rødbederne på den grove side af rivejernet. Brug evt en handske, da både rødbede og rødkål let farver fingrene lilla. Snit rødkålen så fint som muligt og bland rødbede og rødkål sammen. Hvis solbærrene er frosne, så tø dem op i mikrobølgeovnen og hæld dem over kål- og rødbedesalaten. Skyl og fjern kernehus på æblerne og snit dem i mindre stykker. Tag de tørrede figner frem. Skær det hårde stykke fra og snit i mindre stykker. Vend begge dele i salaten.

Lav en dressing af balsamicieddike, agavesirup og olivenolie og hæld over salaten. Rist valnødderne og drys dem over salaten lige iinden servering.

Rødkålssalat

Til julemaden hører rødkål. Men er man ikke til syltet rødkål på glas, eller vil man gerne have et sundere alternativ, kan denne friske rødkålssalat varmt anbefales. Herhjemme spiser vi den hele vinterhalvåret til fx steg, frikadeller eller medisterpølse.

Rødkålssalat

Denne rødkålssalat er sprængfyldt med frugt, der giver den masser af sødme. Rødkålen og nødderne gør den knasende sprød. Lav den gerne nogle timer i forvejen eller dagen før, den bliver kun bedre af at stå.

Ingredienser:

  • ½ rødkål
  • 1 appelsin
  • 2 æbler
  • 1 dl rosiner, tranebær eller 5-6 figner, abrikoser eller dadler
  • 100 g hasselnødder
  • 2 spsk agavesirup

Fremgangsmåde:

Start med at snitte rødkålen helt fint. Pres appelsinen og hæld appelsinsaft og agavesirup over rødkålen. Fjern æbleskrog fra æblerne og skær dem i mundrette stykker. Figner eller dadler kan snittes direkte i salaten, men hvis du i stedet bruger rosiner eller tranebær, er det en god ide lige at sætte dem i blød i 5 min ved at hælde kogt vand over dem. Nødderne ristes på en pande, skallerne gnides af i et viskestykke og så hakkes nødderne inden de drysses over salaten. Hvis du laver salaten i forvejen, kan du vælge at vente med at hælde nødderne over til lige inden servering, så de bevarer mere af deres sprødhed.