Spinat

Fladfiskeruller i fløde med grønne bønner, spinat og urter.

Nem. hurtig, lækker og sund ret på en dag med mange gøremål.

Ingredienser:

  • 2 pakker ferske fiskefileter
  • 2,5 dl fløde
  • 1/2 pose frostne grønne bønner
  • En god håndfuld spinatblade
  • Friske urter fra haven fx løg-/hvidløgstoppe og timian.
  • Salt og peber
  • Evt fyldte jalapenos med flødeost

Fremgangsmåde: dub fiskefileterne tørre og rul dem. Læg dem i et ovnfast fad. Hak urter og drys over. Læg spinatbladene ovenpå og hæld fløde over. Placer grønne bønner omkring. Drys med salt og peber. Hvis du har flødeostefyldte jalapenos, så placer dem ovenpå retten.

Tilberedes i ovnen i ca 30 min ved 175 grader.

Grønne falafler med tahindressing

Meget børnevenlig vegetarret, som man blot kan tilføre flere krydderier som fx chili, hvis man vil udfordre voksne smagsløg i stedet.

I den grønne falafel er halvdelen af kikærterne byttet ud med grønne grøntsager som broccoli, spinat, porretoppe, kål og lignende. Det gør dem både lidt mildere i smagen og sundere.

Jeg havde både en halvkedelig broccoli og nogle porretoppe liggende i køleskabet, som kom i.

Når du laver falafler, er det bedst at sætte kikærter i blød dagen før. De må ikke være kogt eller komme fra dåse – så skal de i hvert fald blandes med en håndfuld rå, blendede kikærter for at kunne holde sammen.

Ingredienser til grønne falafler:

  • 250 g kikærter i tørvægt, som har stået i blød natten over
  • 250-300 g grønt fx broccoli, løgtoppe, spinat, kål eller andre grønne grøntsager (gerne en blanding)
  • 4 spsk rapsolie
  • 2 fed hvidløg
  • 1 tsk koriander
  • 2 tsk spidskommen

Ingredienser tahindressing:

  • 5 spsk græsk yoghurt
  • 2 tsk æblecidereddike
  • 3-4 tsk tahin
  • 2 tsk agavesirup
  • Salt

Start med at røre din tahindressing sammen og sæt på køl.

Giv evt broccoli et par minutter i kogende vand. Blend så hvidløg. Tilsæt de udblødte kikærter, olie og krydderier og blend igen. Tilsæt det grønne af to omgange og blend til du har en blød og glat “dej”.

Steg dine falafler i rigeligt med olie 4-5 minutter på hver side ved middel varme.

Server de lune falafler med tahindressing og andet godt fra haven.

Burger med Chaffles”bolle”

Børnene havde ønsket burgere til aftensmad, men vi havde ingen burgerboller i huset. – Til gengæld lægger hønsene mange æg og min mand havde forkøbt sig i ost på tilbud. Løsningen blev chaffles med spinat og persille, som vi også havde meget af i haven.

Alternativt kan ramsløg , hvidløgstoppe, krydderurter eller en lille squash tilsættes.

Chaffles står for en sammensætning af cheese og waffles, og er nærmest en omelet med meget ost bagt sprød i et vaffeljern. Smagsmæssigt er de i sig selv ikke særligt interessante efter min smag, men som burgerbolle fungerer de optimalt og er faktisk sjovere end den traditionelle burgerbolle.

Det grønne islæt i mine chaffles giver ikke den store smagsforskel, men gør dine chaffles lidt sundere og giver en flot farve. Man kan vælge at bruge andet grønt til at give lidt ekstra skub i smagen fx hvidløgstoppe, ramsløg eller krydderurter. Eller man kan rive squash eller andre grøntsager i.

Opskriften passer til 4 “burgerboller”.

Jeg serverede min burger med Bønnefritter og en gang aubergine/squash i tern stegt på pande, og smurte “bollen” med Pesto.

Ingredienser – chaffles:

  • 6 mellemstore æg
  • et bundt persille
  • en stor håndfuld friske spinatblade
  • 300 g ost
  • 2 spsk loppefrøskaller – kan undlades
  • 1 tsk salt

Fremgangsmåde:

Riv osten. Slå æggene ud i en blender. Tilsæt det grønne og blend det helt findelt. Rør salt, loppefrø og ost i æggemassen.

Steg dine chaffles i et waffeljern til de er gyldne og sprøde.