Wok med fuldkornsnudler

Lynstegte grøntsager, svinekød, æg og nudler i sur-sød sauce krydret med chili, ingefær og soya og drysset med peanuts. En super hurtig og drønlækker fredagsret med spræl i.

Ingredienser:

  • 400 hakket svin eller koteletter skåret i strimler
  • En god blanding af grøntsager fx kål, broccoli, peberfrugt, gulerodsstrimler, eddamamebønner, bønner, squash eller andre faste grøntsager
  • ½ pakke fuldkornsnudler
  • 4 æg
  • 1 dl peanuts
  • 1 tsk revet ingefær
  • chili
  • kokossukker
  • soya
  • lime

Fremgangsmåde:

Sæt en el-kogekedel til at koge ½ l vand og hæld det over nudlerne, så de kan stå og trække nogle minutter. Hæld derefter vandet fra. Snit grøntsagerne i strimler. Tag to store pander frem. Steg kødet i den ene og smag til med ingefær, chili, lime. soya og kokossukker. Steg grøntsagerne i den anden i kort tid ved høj varme og smag også dem til. Tag kød og grøntsager af panden. Steg i den ene pande nudlerne, mens du i den anden laver røræg. Vend derefter røræg og nudler sammen. Bland det hele sammen og drys med peanuts før servering eller hold det adskilt.