Chips af krydderurter

Min mand og jeg var ude at spise i sidste weekend og fik bl.a. serveret salviechips ovenpå rørt torsk – og uh, de var gode, sprøde og milde i smagen, så det var jeg nødt til at gå hjem og eksperimentere med selv.

Man kan lave chips på alle mulige slags krydderurter – og i øvrigt også på ukrudt – når bare, de har store nok blade.

Chipsene tager ikke mange minutter at lave, smager mildere end friske krydderurter og er fantastiske at servere på fx små forretter eller til et glas hvidvin på terrassen.

Jeg brugte oregano, salvie, bronzefennikel og sødskærm/spansk kørvel, men prøv dig frem – det er smag og behag, hvad man er til.

Ingredienser:

  • Krydderurter: Fx salvie, oregano, bronzefennikel, sødskærm.
  • 2 spsk olivenolie
  • Salt

Fremgangsmåde:

Vend krydderurterne grundigt med olivenolien. Læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir og drys med salt.

Bag dem i ovnen på 160 grader i nogle minutter. Hold hele tiden øje, så de bliver sprøde uden at blive sorte. Vær obs på, at blade i forskellig størrelse og tykkelse ikke skal have lige lang tid, men skal ud efterhånden som de bliver færdige.