Grønne falafler med tahindressing

Meget børnevenlig vegetarret, som man blot kan tilføre flere krydderier som fx chili, hvis man vil udfordre voksne smagsløg i stedet.

I den grønne falafel er halvdelen af kikærterne byttet ud med grønne grøntsager som broccoli, spinat, porretoppe, kål og lignende. Det gør dem både lidt mildere i smagen og sundere.

Jeg havde både en halvkedelig broccoli og nogle porretoppe liggende i køleskabet, som kom i.

Når du laver falafler, er det bedst at sætte kikærter i blød dagen før. De må ikke være kogt eller komme fra dåse – så skal de i hvert fald blandes med en håndfuld rå, blendede kikærter for at kunne holde sammen.

Ingredienser til grønne falafler:

  • 250 g kikærter i tørvægt, som har stået i blød natten over
  • 250-300 g grønt fx broccoli, løgtoppe, spinat, kål eller andre grønne grøntsager (gerne en blanding)
  • 4 spsk rapsolie
  • 2 fed hvidløg
  • 1 tsk koriander
  • 2 tsk spidskommen

Ingredienser tahindressing:

  • 5 spsk græsk yoghurt
  • 2 tsk æblecidereddike
  • 3-4 tsk tahin
  • 2 tsk agavesirup
  • Salt

Start med at røre din tahindressing sammen og sæt på køl.

Giv evt broccoli et par minutter i kogende vand. Blend så hvidløg. Tilsæt de udblødte kikærter, olie og krydderier og blend igen. Tilsæt det grønne af to omgange og blend til du har en blød og glat “dej”.

Steg dine falafler i rigeligt med olie 4-5 minutter på hver side ved middel varme.

Server de lune falafler med tahindressing og andet godt fra haven.