I år havde vi MEGET græskar i haven, så vi kom vidt omkring i opskrifterne.
Fløde-græskar smager dejligt til fx steg. Jeg har også en opskrift med Knoldselleri, men også fløde-persillerod, -pastinak eller fløde-beder er skønne. Det smarte ved at lave gratineret græskar til steg er, at det kan stå sammen i ovnen, mens du laver noget andet. Desuden er det mægtigt let at lave.
Ingredienser:
1 kg græskar
1 mellemstort løg
½ l fløde
100 g ost
1 tsk salt
revet muskatnød
rapsolie til at smøre fadet
Fremgangsmåde:
Græskar kan spises med skal, så du behøver ikke skrælle den. Skær den i tynde skiver. Hak løget fint. Smør et ovnfast fad og fyld græskar og løg deri. Drys med salt og riv muskatnød over. Hæld fløden over. Er der ikke nok, kan du spæde til med mælk eller vand. Riv til sidst osten over. Stilles på midterste rille i ovnen ved 180 grader i 50-60 min.
Første gang jeg fik grillet græskar var på en rejse i Australien. Siden har vi mange gange selv lagt de skønne skiver på grillen eller i ovnen. Denne salat er en skøn blanding af det søde fra butternut squashen, det sprøde fra de Ristede græskarkerner og det salte og fede fra fetaen kombineret med en dejlig frisk grøn salat.
TIP: Tilbered hele din butternut squash i ovnen og lav en lækker Hummus af den anden halvdel.
Ingredienser:
½ butternut squash eller hokkaido
100 g feta
En håndfuld grønne salat- eller spinatblade
½ dl græskarkerner
Fremgangsmåde:
Skær top og bund af din butternut squash, stil den på bordet og skær skrællen af. Skær den ud i mindre stykker med en tykkelse på ca. ½ cm. Læg stykkerne i et ovnfastfad og hæld olivenolie over. Butternut squash-stykkerne skal have 40 min ved 200 grader på midterste rille, til de er møre. Lad stykkerne køle af i køleskabet.
Rist græskarkernerne på en tør pande. Skær fetaen ud i terne. Skyl salat eller spinat. Anret butternut squash-stykkerne blandet med feta og salat på et fad og drys de ristede græskarkerner over.
Endnu en skøn variation af hummus. Den minder meget om min Græskarhummus – har lidt sødme, men tilberedes mere som Auberginehummus, da butternut squashen skal i ovnen først. Denne hummus har endvidere en blød og cremet konsistens.
TIP: Tilbered hele din butternut squash i ovnen og lad den halvdel, du ikke bruger køle af i køleskabet. Så har du til den lækreste Butternut-salat med feta og græskarkerner.
Ingredienser:
½ Butternut squash)
1 dåse kikærter eller tilsvarende udblødte og kogte kikærter
2 spsk tahin
1 fed hvidløg
1 tsk spidskommen
2 spsk æbleeddike
citronsaft
salt
Olivenolie til tilberedning i ovn
Fremgangsmåde:
Skær top og bund af din butternut squash, stil den på bordet og skær skrællen af. Skær den ud i mindre stykker med en tykkelse på ca. ½ cm. Læg stykkerne i et ovnfastfad og hæld olivenolie over. Butternut squash-stykkerne skal have 40 min ved 200 grader på midterste rille, til de er møre.
Pil og blend hvidløg helt fint. Tilsæt butternut squash, kikærter, tahin og æbleeddike og blend igen til din hummus er blød og cremet i konsistens. Smag til med salt, citronsaft og spidskommen. Server fx med grøntsagsstænger.
Der er nogle opskrifter, man bare bliver ved med at vende tilbage til. Denne chiken tikka masala med en tyk, cremet sauce baseret på græskar, kokosmælk og røde linser er en af dem. Den smager både fantastisk og har en konsistens og farve som en traditionel tikka masala, men baseret på hokkaido eller butternut squash og røde linser er den bare meget sundere. Så når det bliver efterår og græskartid, kommer denne ret altid på bordet herhjemme. Det fantastiske ved økologiske hokkaido er, at man ikke behøver at skrælle dem, da skrællen ud over at være sund også bare bliver blød, når den opvarmes.
TIP: Jeg serverer den med Fuldkorns Chapati (fladbrød), en lille smule vilde ris, fuldkornscouscous blandet med hakkede mandler og rosiner eller tørrede figner. Og gerne toppet med en klat creme fraiche.
Ingredienser:
4 kyllingebrystfiletter eller en hel kylling
1 hokkaido eller butternut squash
1 stort løg
2 fed hvidløg
2 dl røde linser
1 dåse kokosmælk
revet ingefær
1-2 æbler eller 2 spsk æbleeddike og et drys sukker
2 tsk garam masala
olie til stegning
Fremgangsmåde:
Start med at tage skindet af kyllingen og brun kyllingestykkerne i en stor gryde i olie. Tag dem op igen. Hak løg og hvidløg groft og steg dem gyldne i gryden. Udkern hokkaido og æbler, skær dem i halvstore stykker og tilsæt dem til løgene og sauter videre. Når grøntsagerne har fået lidt farve rives ingefær i. Herefter lægges kyllingestykkerne ned i gryden igen, kokosmælk og evt en sjat vand hældes over. Tilsæt linserne og lad det hele stå og småkoger mørt i mindst ½ time ved lav varme, men en simreret som denne kan sagtens stå længere. Husk at røre ind imellem, så retten ikke brænder fast på bunden.
Tag herefter kyllingestykkerne op igen og blend grøntsagerne til en cremet sauce. Smag til med salt, garam masala og evt chili. Tilsæt kyllingen igen og giv den et hurtigt opkog inden du serverer med ris og creme fraiche.