Cox orange

Jordskokkesalat med æble, nødder og mozarella

Ud over at være fantastisk lækker, så er det skønne ved denne salat, at næsten alle ingredienserne stammer fra vores egen have. Jordskokker er noget af det nemmeste at dyrke og smager skønt ovnbagte sammen med syrlige Æbler og knasende sprøde Hasselnødder.

Ingredienser:

  • 1 kg jordskokker
  • 3 syrlige æbler fx cox orange eller pigeon
  • 100 g hasselnødder
  • 1 mozzarellaost
  • oliven olie
  • æbleeddike
  • evt en kvist timian

Fremgangsmåde:

Skyl og skrub jordskokkerne rene og skær dem i halve. Der er ingen grund til at skrælle dem. Vend dem med timiankviste og olivenolie og fordel dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Giv dem et drys salt og bag dem på midterste rille i ovnen ved 200 grader i 20-25 min til de er helt møre. Lad dem køle af gerne i køleskabet.

Skræl æblerne og skær dem i tynde både. Rist hasselnødderne på en pande og gnid den tynde hinde af dem inden de hakkes. Skær mozzarellaen i store stykker.

Vend jordskokkerne med æbleeddike, æbler og mozzarellaost. Drys med med de ristede hasselnødder og server.

Æble

I vores have har vi 2 slags æbletræer: et enkelt Cox orange træ samt et espalier med tre Ildrød pigeon, der danner ramme om en lille terrasse, vi har på siden af huset og giver skygge på meget varme sommerdage. Træerne er valgt for deres skønne smag. Jeg elsker simpelthen Cox orangens sødme og de små ildrøde pigeoners lidt nøddeagtige smag. Ildrød pigeon er samtidig smukke med den flotte røde farve og pynter at hænge op fx på juletræet eller i vinduet.

Ildrød Pigeon

Begge sorter er sene og gode at gemme til vinteren. Vi plukker Ildrød pigeon i september og lægger dem på havebordet, hvor vi går og vender dem, så de får den karakteristiske røde farve på alle sider. Herefter pakkes de i kasser og stilles koldt, men frostfrit i vores skur. Her holder de sig fine indtil en gang i foråret, hvor de begynder at blive rynkede. Vi tager af dem løbende og bruger i næsten alle vores Salater, da frugt tilfører salater både sødme og karakter.

Cox Orange

Cox orange plukkes også i september og frem til oktober, når de får den karakteristiske orange farve. Herefter lægges de i kasser og gemmes koldt, men frostfrit. De holder ligesom Ildrød pigeon til hen på foråret og er måske endnu mere oplagte at bruge i salater, fordi de er større og dermed lettere at håndtere. Som med Ildrød pigeon gælder det, at de skal plukkes før de er modnet helt færdige og så modne det sidste nogle dage i kasser for at få mest mulig smag og sødme. Cox orange er også gode i Æbleflæsk.

Nogle af æblerne juicer vi også, gerne i kombination med Druer. Jeg har også købt en dehydrator, så vi kan tørre æbler til børnenes frugtposer, men det gør jeg mest med de sommeræbler, som jeg henter ved gode venner, da de ikke har ret lang holdbarhed.