Bacalao med grøntsager, kogte æg og varme krydderier
Bacalao betyder klipfisk på spansk (baccala på italiensk) og er tørret og saltet torsk.
Første gang jeg smagte denne gryderet var i Norge, og tørret torsk kan da også købes både i de fleste nordiske lande såvel som middelhavslande som Spanien og Italien. Så denne opskrift er et skønt møde mellem norske og spanske madtraditioner i en opdateret dansk udgave, hvor kartofler og gulerødder er byttet ud med knoldselleri og broccoli.
Ingredienser:
- 350-400 g klipfisk
- 2 dåser tomater
- 1/2 dl tomatpure
- 1/2 knoldselleri
- 1 broccoli
- 1 løg
- 2 peberfrugter
- 5 fed hvidløg
- revet ingefær
- et drys chili
- olivenolie
- 3 dl vand
- 8 æg
- oliven
Start med at udbløde klipfisken i ca 10 timer i koldt vand.
Skær og snit grøntsagerne i mundrette stykker og steg dem i olivenolie i en stor gryde i nogle minutter. Hæld vand, dåsetomat og tomatpure over. Riv ingefær i og smag til med chili. Læg klipfiskestykkerne ovenpå, bring i kog og lad det simre under låg i en time.
Kog imens de 8 æg i 6 min.
Server din bacalao med kogte æg, oliven og evt fuldkornsbrød.