Chili

Bacalao med grøntsager, kogte æg og varme krydderier

Bacalao betyder klipfisk på spansk (baccala på italiensk) og er tørret og saltet torsk.

Første gang jeg smagte denne gryderet var i Norge, og tørret torsk kan da også købes både i de fleste nordiske lande såvel som middelhavslande som Spanien og Italien. Så denne opskrift er et skønt møde mellem norske og spanske madtraditioner i en opdateret dansk udgave, hvor kartofler og gulerødder er byttet ud med knoldselleri og broccoli.

Ingredienser:

  • 350-400 g klipfisk
  • 2 dåser tomater
  • 1/2 dl tomatpure
  • 1/2 knoldselleri
  • 1 broccoli
  • 1 løg
  • 2 peberfrugter
  • 5 fed hvidløg
  • revet ingefær
  • et drys chili
  • olivenolie
  • 3 dl vand
  • 8 æg
  • oliven

Start med at udbløde klipfisken i ca 10 timer i koldt vand.

Skær og snit grøntsagerne i mundrette stykker og steg dem i olivenolie i en stor gryde i nogle minutter. Hæld vand, dåsetomat og tomatpure over. Riv ingefær i og smag til med chili. Læg klipfiskestykkerne ovenpå, bring i kog og lad det simre under låg i en time.

Kog imens de 8 æg i 6 min.

Server din bacalao med kogte æg, oliven og evt fuldkornsbrød.

Grillede peberfrugter og chili

Lige nu er drivhuset fuld af de skønneste gule, orange og røde peberfrugter samt chili.

Grillede peberfrugter og chilier er fantastiske til tapas. Spis dem sammen med andre middelhavs anretninger som Oliventapenade, Tomatpesto, Græskar i baconsvøb, Tomatsalat, Aioli og andre lækkerier fra haven.

Ingredienser:

  • Peberfrugter
  • milde chili
  • Olivenolie

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 200 grader.

Skyl peberfrugter og chilier og fjern stilk og kerner. Er det store peberfrugter, så skær dem i kvarte. Læg chili og peberfrugt i et ovnfast fad og vend med olivenolie.

Bag i ovnen i ca. 15 min på 200 grader.

Server med aioli.

Blomme – tomatsalsa, blodsukkervenlig

Vi har et træ med sveskeblommer, som gav virkeligt mange blommer i år. Og børnene gad dem ikke – for enten var der orm i eller også var de sure, sagde de.

Vi har også virkeligt mange små, søde og skønne ribstomater, som er smukke, når man plukker dem, men som ikke kan holde sig mere end et døgns tid efter, de er plukket.

Løsningen blev denne salsa, som kan lidt af det hele: Den er sød, sur, stærk, salt og en dejlig fyldig smag. Den er god som dyppelse fx i stedet for ketchup og indeholder langt mindre sukker.

Ingredienser:

  • 500 gr blommer
  • 250 g små søde tomater fx cherry- eller ribstomater
  • 1 fed hvidløg
  • 1 chili – mild eller stærk alt efter smag og behag
  • 2 laurbærblade
  • 2 spsk æbleeddike
  • 4 spsk kokossukker
  • ½ dl vand
  • 1 stang kanel
  • salt
  • stevia

Fremgangsmåde:

Udsten blommerne og skyl tomaterne. Fjern evt. kernerne fra chilien, så den er mindre stærk og hak den fint. Pil og hak hvidløget.

Fyld blommer, tomater, hvidløg og chili i en gryde sammen med vand, sukker, kanel og laurbærblade. Bring i kog, og lad det simre i ca 10 min. Tag laurbær og kanelstang op og blend til en grov masse. Smag til med æbleeddike, salt og stevia.