Citron-kvædemarmelade, blodsukkervenlig

I år gav mit citrus trifoliata i haven endeligt en god håndfuld små gule citroner. De er fyldt med kerner og bitre, men frugtkødet egner sig fint sammen med kvæder, der også har lidt citrus i smagen. Til at runde smagen af har jeg brugt vanilje, kokossukker og agavesirup. Jeg har kogt marmeladen med en stang kanel og 3 kardemommekapsler for at give det et “varmt indslag”.
Server marmeladen på et stykke fuldkornsbrød eller som topping på chiagrød eller græsk yoghurt.
Både kvæder og citrus trifoliatasaft indeholder store mængder pektin, så marmeladen stivner fint uden tilsætning af agar agar eller stivelse.
Ingredienser:
- 2 store æblekvæder
- 5 små citrus trifoliatafrugter
- 1 tsk vaniljepulver
- 1 stang kanel
- 3 kardemommekapsler
- 1 dl vand
- Kokossukker, agavesirup, flydende stevia
Fremgangsmåde:
Skræl, udkern og skær kvæderne i mindre skiver. Del citroner, fjern kerner og skrab saft og frugtkød i en gryde. Tilsæt vand og kvædestykker samt kanelstang, vanilje og kardemommekapsler. Kog til kvæderne er møre. Fisk kardemommekapsler og kanelstang op og smag til med det søde. Giv et opkog og hæld på glas.