keto

Chips af grønkål

Grønkålschips

Ude i haven står selv her om vinteren Daubentonkålen med friske grønne blade. Lige til at plukke af. Jeg er flere gange blevet spurgt om, hvad jeg egentlig bruger den flerårige Daubentonkål til, som jeg har i haven. Indrømmet, i starten vidste jeg heller ikke selv, hvad jeg kunne bruge den til. Men efterhånden dukker der nogle opskrifter op, som den er super velegnet til.

En af disse opskrifter er grønkålschips. Ok, men hvad bruger man så grønkålschips til? Jeg er selv stødt på det flere gange i salatbare. Selv synes jeg, at disse knasende sprøde, salte bidder er lækre som ekstra tilbehør til aftensmaden sammen med fx et stykke lækkert kød og noget frisk salat. Man kan vælge at lave dem helt enkelt med kun olie og salt. Eller man kan tilføre dem et ekstra pift ved også at dryppe dem med citronsaft og give et drys fx parmasanost. Selv brugte jeg en manchegoost, da det var den, vi havde i køleskabet, og den også har masser af smag.

Ingredienser:

  • En god stor håndfuld grønkålsblade
  • 2-3 spsk rapsolie
  • Et gavmildt drys salt
  • Saften fra en 1/4 citron (Kan udelades)
  • 10-15 g parmasanost (kan udelades)

Fremgangsmåde:

Start med at skylle bladene og duppe dem tørre. Riv dem så i mundrette stykker. Vend dem med olie og citron. Fordel bladene på bagepapir på en bageplade og giv dem et drys salt og ost. Bag dem i 10-12 min. ved 170 grader. Hold øje, så de ikke brænder på. Spis enten med det samme eller gem i bøtte med tætsluttende låg.

Choko-lakridsmandler

Choko-lakridsmandel

Herhjemme spiser vi mange mandler. Rigtigt mange. De er gode, som de er til en hurtig snack. Og så kan de bruges til et utal af lækkerier. En af dem er Choko-lakridsmandler, som I her får den lette opskrift på.

Ingredienser:

  • 150 g mandler
  • ½ plade mørk chokolade – gerne 85%
  • 1 spsk rålakridspulver

Fremgangsmåde:

Start med at riste mandlerne i gryden. Tilsæt så den mørke chokolade og rør i det, mens det smelter. Hæld chokolademandlerne over på et stykke bagepapir og drys med lakridspulver. Sæt på køl til chokoladen er stivnet og hæld så på glas med låg, hvis de da ikke skal serveres med det samme.

Kardemommeis med mandelstykker


Grundopskriften på kardemommeis er hentet fra Camilla Plums hjemmeside Fuglebjerggaard.dk. Jeg vælger så som altid at søde med en kombination af kokossukker og stevia. Det letteste er bare at smage det til med steviaen inden isen fryses ned, så kan man selv vælge, hvor sødt, man vil have det. Man kan både vælge flydende stevia eller det i pulverform, som ikke kan tåle opvarmning, hvis man blot tilsætter det til sidst.

Jeg har også eksperimenteret med at udbytte fløden med en blanding af kokosmælk, mandelmælk og havremælk, da jeg synes flødeis kan klistre meget i ganen. Hvis man gør det, kan forholdet være 1½ dl kokosmælk, 2 dl havremælk og 4 dl mandelmælk. Så giver kokosmælken fedme uden at smage for kraftigt igennem. Havremælken og mandelmælken kan man evt lave selv. Man kan enten vælge at købe pasteuriserede æggeblommer eller bruge sine egne, hvis man som jeg selv har høns.

I denne opskrift har jeg desuden valgt at tilføje smuttede, hakkede mandler, som jeg synes går godt sammen med kademommen og kanelen, og samtidig giver isen bid. Jeg laver mine is på ismaskine. Køb evt en brugt, så er det ikke så dyrt at komme i gang med selv at lave sin egen is.

Ingredienser:

7½ dl fløde eller 1½ dl kokosmælk, 2 dl havremælk og 4 dl mandelmælk

100 g kokossukker + stevia

2 dl vand

7 kardemommekapsler

1 kanelstang

5 æggeblommer

100 g mandler

Fremgangsmåde:

Start med at smutte og hakke mandlerne. Kardemommekapslerne knuses derefter i en morter. Fisk de grønen skaller op og smid væk. Kog kanelstangen med sukker og vand i 10 min. Køl af og fisk kanelstangen op. Pisk fløde og æggeblommer sammen. Tilsæt sukkermassen lidt af gangen, mens du pisker. Vend herefter de hakkede mandler i. Hæld det hele i ismaskinen og frys. Velbekomme!

Kransekagetoppe

Intet nytår og nytårsaften uden kransekage. Her er min opskrift på lækre små sprøde kransekagekonfekter med en blød midte, mums. De er baseret på hjemmelavet marcipan, så lav evt. lidt ekstra og tril til Konfektkugler rullet i lakridspulver.

Ingredienser:
400 g smuttede mandler

1 dl agavesirup

1 spsk flydende stevia

1 tsk vaniljepulver

2 æggehvider

2 dl kokossukker

1 1/2 plade (150 g) mørk chokolade min 70 % og gerne mørkere fx med appelsinsmag

Evt pynt

Fremgangsmåde:

Start med at smutte mandlerne. Blend dem herefter til marcipan sammen med vaniljepulver, agavesirup og stevia. Hæld massen i en skål og bland med hænderne æggehvider og kokossukker i. Tænd ovnen på 200 grader. Fyld i sprøjtepose og sprøjt små toppe ud på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag i midten af ovnen i ca 10 min til toppene er gyldne på toppen. Lad afkøle imens du smelter chokoladen. Dyp toppenes bund eller top i chokoladen og sæt på køl, så det stivner. Dypper du toppen, kan du strø noget pynt på som mandelflager, sukkerkugler eller flormelis.


1