A la mande (uden ris) med brombærsauce, blodsukkervenlig

Vi skulle have gæster til Mortensaften den anden dag, og jeg var havde halvt om halvt ved en fejl købt 3 bøtter hytteost, hvor udløbsdatoen nærmede sig. Derfor sad jeg og surfede dessertopskrifter med hytteost som omdrejningspunkt. Flere gange faldt jeg over opskrifter på risalamande, hvor risene var byttet ud med hytteost, som jo også har riskornsstruktur og den letsaltede smag. Nu har risalamande altid været en af mine favoritdesserter, og til jul plejer jeg at lave den på fuldkornsgrødris og mandelmælk, men dette lød også som en lækker version, så jeg gik i gang.

I fryseren har vi posevis af brombær fra haven liggende, og da det ikke var juleaften, men Mortensaften og ikke risalamande, men blot a la mande, syntes jeg brombær var mere passende. Og jeg må sige, at a la manden overraskede meget positivt. Ikke alene er den hurtig at bikse sammen, men den smager også fantastisk med hjemmelavet Brombærsyltetøj som topping. Jeg er meget glad for mandler og bruger altid rigeligt i min risalamande og derfor også i denne a la mande. Chiafrøene er både med til at tilføre desserten lidt ekstra bid, og så suger de også væde, så desserten får en dejlig fasthed, samtidig med at den er cremet og lækker.

I den portion jeg lavede var der nok til 6 voksne og 5 børn.

Ingredienser:

  • 3 bøtter hytteost (600 g)
  • 2½ dl piskefløde
  • 4 spsk chiafrø
  • 100 g mandler
  • 1 tsk vanillepulver
  • stevia i pulverform
  • agavesirup

Fremgangsmåde:

Smut og hak mandlerne. Pisk fløden til skum sammen med stevia og vanillepulver. Vend hytteost og mandler i og smag til med agavesirup. Rør chiafrø i og stil på køl mindst 1 time. Lav Brombærsyltetøjet imens og stil også på køl.