Sukkerrod, Sium sisarum
Sukkerrod er en flerårig skærmplante, hvor rødderne spises enten rå som gulerødder eller let blancheret på en pande fx sammen med andre grøntsager eller til at afkøle og blande i en salat. De er meget sprøde rå, men bliver lækkert bløde udenpå efter få minutter på panden.
Sukkerrod har et stort rodnet af lange, tynde rødder. Men da man kun høster nogle ganske få rødder pr plante, skal man ikke regne med en kæmpe høst, men nærmere en lille delikatesse som tillæg til de øvrige ingredienser.
Når planten har er et par år gammel graves den op i efteråret. Man tager nogle af de længste og tykkeste rødder fra til madlavningen. Resten af rødderne kan forsigtigt deles med top på og sættes igen til videre formering.
Sukkerrod er letdyrkelig staude som er meget frosttolerant, men har godt af nogle år på bagen før første hørt for længere og tykkere rødder. Den vil gerne gødes godt i foråret.
Sukkerrod har, som navnet antyder, en sød smag og et højt indhold af sukker. Smagen minder lidt om gulerod eller persillerod.