Børnene elsker tarteletter, men efter min datter har fået glutenallergi, og jeg selv spiser low carb, har vi ikke fået det.
Så nu måtte jeg altså i gang med at prøve at lave nogle glutenfri og low carb tarteletter – og det var faktisk ret enkelt. Selvom de blev sprøde og smager dejligt af smør, er de selvfølgelig anderledes end de gængse, men absolut ikke på nogen negativ måde. Man skal bare ikke forvente det samme.
Ingredienser:
150 g smør
Ca 300 g glutenfrit mel. Skal det blot være blodsukkervenligt kan boghvede-, quinoa- eller havremel fx bruges. Skal det derimod være low carb skal du anvende mandel-, nødde, frø- eller fedtreduceret kokosmel.
1/2 tsk salt
Fremgangsmåde:
Tag smør ud af køleskabet og lad det stå ved stuetemperatur til det er blødt og medgørligt.
Tilsæt salt og mel lidt ad gangen og ælt det sammen med smørret. Dejen skal være blød, men ikke for klistret.
Læg en klump dej i 5 muffinforme og form dejen som en tarteletskål.
Bag dine tartelletter ved 170 grader i ca 25 min til de er gyldne.
Server fx dine tartelletter med hjemmelavet Hønsekødsfyld.
Forår er aspargestid. Lige nu pibler de skønne grønne skud op ude i bedet. Og har man rigeligt, er de skønne sammen med hønsekød i tarteletter.
Vi har havehøns, og vi udruger selv kyllinger. Det betyder også, at der hver gang er en masse hanekyllinger i overskud, som vi slagter og spiser. Disse hanekyllinger bliver til det lækreste tarteletfyld sammen med asparges. Har man ikke høns, der skal slagtes – eller asparges i haven, må man ty til supermarkedets hylder.
Tarteletfyldet er noget af det letteste og hurtigste at lave, hvis man allerede har kødet fra en suppehøne. sådan en suppehøne eller – hane kan give mad til flere dage til en familie. Den første dag kan man fx lave en Hønsekødssuppe med chorizo og grøntsager. Her tager man kødet af hønen eller hanen og voila, så har man til tarteletfyld til dagen efter.
Da tarteletter i sig selv ikke er den sundeste spise, nøjes jeg selv med en enkelt af slagsen, men fylder i stedet godt op med fyld og topper med andre grøntsager – som ærter og edamamebønner.
Du kan også vælge selv at bage glutenfri og low carbTarteletter – det er faktisk ret let.
I fyldet har jeg valgt at jævne med boghvedemel. På den måde kan man vælge, at lave fyldet glutenfrit (men der er stadig gluten i tarteletterne). Man kan også vælge en plantebaseret mælk, hvis man er laktoseintolerant. I denne opskrift er der fyld til mindst 10 tarteletter.
Ingredienser:
500 g kogt hønsekød
500 ml hønsefond eller boullion
20 asparges
60 g smør eller afskummet fedt fra suppehønen
4 spsk boghvedemel
salt og peber
topping: 2 kogte gulerødder skåret i småtern og edamamebønner
1 dl fløde eller mælk fx minimælk, havremælk eller, hvad man nu holder af.
Fremgangsmåde:
Start med at knække bunden af aspargesene og snit dem i mundrette bidder. kog dem i letsaltet vand i 10 min. Hæld vandet fra, men gem evt lidt til at fortynde sovsen med, hvis den bliver for tyk.
Smelt smør eller kyllingefedt i en gryde. Tilsæt boghvedemel og rør det sammen til en kugle. Tilsæt hønsefonden lidt af gangen, mens der piskes. Lad sovsen koge op og blive tyk, mens du pisker. Tilsæt så mælken lidt af gangen og evt aspargesvand. Når sovsen har den ønskede konsistens tilsættes aspargesstykker og hønsekød og der smages til med salt og peber.
Top din tartelet med fx gulerødder og sojabønner eller pynt med blomster – her gule kålblomster fra den flerårige Daubentonkål: