Tomatpesto

Hverken tomat eller basilikum er flerårige planter. Til gengæld er de super lette at tage frø fra. Man sprøjter bare tomatens indhold ud på et stykke papir, lader det tørre og gemmer dem i æsker til april-maj, hvor det er såtid næste år. De er også lette at få til at spire, vokse til og give udbytte, og børnene elsker at være med i processen og vande og se dem gro i vindueskarmen.

Jeg har både tomater på friland og i drivhuset – alle nøje udvalgt gennem årene. På friland har jeg hvert år et bed reserveret til ribstomater i gul og rød. Planterne vokser vildt og skal lige holdes inde i bedet med nogle pinde, men de giver også et utal af små, søde tomater til lige at skylle og putte i salater – eller bare direkte i munden. Nogle år har jeg også lavet ketchup og sågar syltetøj af dem.

I drivhuset har jeg pt en bøftomat, som vi for mange år siden købte frø fra på en rejse i Spanien. Derudover er der en blommetomat og nogle små dråbeformede orange tomater. Nogle frø har jeg købt, andre har jeg fået. Der findes tomatgrupper på nettet, hvor folk ofte tilbyder at sende et par frø mod en portokode.

Basilikum plejede jeg egentlig bare at købe nogle frø af hvert år. Men sidste år så jeg et opslag om, at de var lette at tage frø af. Så jeg lod dem bare blomstre og klippede frøstanden af og dryssede frøene ud på et stykke papir og gemte. Og vupti, så var der nye basilikumplanter i år. Basilikum sår jeg bare inde i drivhuset og lader stå der sommeren over. Men de kan også sagtens flyttes på friland, når først de er kommet godt i vækst.

Man kan sagtens nøjes med tomat, basilikum, fast ost og en eller anden form for nødder eller kerner, men jeg synes de soltørrede tomater giver god fylde, smag og farve til pestoen. Når jeg laver pesto, laver jeg altid en god stor portion. Pesto i butikkerne er temmelig dyr, men når haven bugner af tomater og basilikum og man vælger ost og kerner/nødder alt efter, hvad man kan få, så kan man lave en god stor portion til relativt billig penge. Pinjekerner kan for øvrigt også købes langt billigere i Sverige, hvis man er den vej over en gang imellem. Pestoen kan sagtens holde sig en tid i køleskabet, men lur mig om den ikke er spist meget før. – Det er den i hvert fald herhjemme. Brug den fx i en Salat med grønne bønner.

Ingredienser:

  • 500 g modne tomater
  • en håndfuld basilikumblade
  • 10 soltørrede tomater
  • ½ parmasanost eller lignende
  • 60 g pinjekerner eller mandler
  • et drys salt

Fremgangsmåde:

Rist pinjekernerne på en pande nogle minutter og lad dem køle af. Overhæld de soltørrede tomater med kogende vand og lad dem trække nogle minutter inden vandet hældes fra igen.

Skyl tomater og fjern evt. det hårde, der hvor blomsten har siddet. Skyl basilikumbladene.

Tag din foodprocesser frem og fyld alle ingredienser i og blend til en glat masse. Smag til med salt og fyld på glas.