Langtidshævet surdejsbrød, fuldkorn

Dette surdejsbrød har en dejlig sprød skorpe og er lækkert blødt indeni. Da det er lavet på 100 % fuldkornsmel, minder det om en blanding mellem et franskbrød og et rugbrød og mætter godt. Det bages i form og der er til 3 små rugbrødsforme på 1 liter.

Det er lavet med en let Surdej på 100 % fuldkornsmel uden brug af gær, men man kan sagtens tilsætte en lille smule gær for at øge hævningen. Brødet hæver først lunt på køkkenbordet og langtidshæver derefter i køleskabet til næste dag.

Ingredienser:

  • 1000 g fuldkornshvedemel
  • 20 salt
  • 2 dl hvedesurdej
  • 8 dl vand
  • evt. 5 gr. tørgær (jeg undlod)
  • rapsolie til at smøre forme

Fremgangsmåde:

Dag 1: Bland alle ingredienser. Kør dejen i en røremaskine 1 minut på lav hastighed og derefter 10-15 min på højere hastighed til dejen slipper siderne af skålen. Smør formene med rapsolie og fyld dem halvt op.

Lad dejen hæve overdækket med et vådt klæde ved stuetemperatur ½ time og derefter 8-12 timer på køl.

Dag 2: Bag brødet 5 min på fuld varme ved varmluft. Skru herefter ned på 200 grader og bag brødet i yderligere 25-30 min.