Auberginehummus
Denne hummus har jeg lavet i mange år, og det er den, jeg plejer at lave, når vi skal have hummus herhjemme. Den er super enkel, og jeg synes auberginen tilfører hummussen god smag og konsistens.
Har man ikke aubergine, men i stedet et græskar, kan man bare bytte ud og i stedet lave en Græskarhummus.
Ingredienser:
- 1 aubergine
- 1 dåse kikærter – eller tilsvarende udblødte og kogte kikærter
- 1-2 fed hvidløg
- 2 spsk tahin
- 2 spsk æbleeddike
- citronsaft
- salt
- 1 tsk spidskommen
Fremgangsmåde:
Prik auberginen jævnt med en gaffel og bag den mør ved 225 grader i ca 20 min på hver side. Blend hvidløg helt fint. Flæk herefter auberginen og skrab kødet ned i din blender. Afdryp kikærterne og tilsæt også dem, spidskommen og tahin og blend til en cremet masse. Smag til med citronsaft og salt.