Jeg holder meget af aubergine og bruger dem derfor ofte i min madlavning. Denne salat er inspireret af det græske/tyrkiske køkken og passer godt til grillet kød fx lam.
Ingredienser:
2 auberginer
3 tomater
100 g feta
2 forårsløg/ et bundt ramsløg eller en lille håndfuld etageløgtoppe.
2 fed hvidløg
Persille
Olivenolie
Salt
Citron eller æbleeddike
Fremgangsmåde:
Skyl og snit auberginer er i mindre stave. Steg dem i rigeligt olivenolie i 15-20 min til de er møre. De sidste minutter presses hvidløgsfeddene i og steges med.
Imens snittes tomaterne i mindre stykker. Løgene snittes i strimler og vendes sammen med tomat og feta. Hak persillen fint og vend i.
Lad auberginen køle af inden den vendes med resten. Smag til med salt og citronsaft eller æbleeddike.
Vores kogeplader er gået i stykker, så lige nu bliver det meste mad lavet i ovnen herhjemme. Men det er jo ikke så skidt at det ikke er godt for noget, for det har givet anledning til at grave nogle af de gamle opskrifter frem og forny dem lidt.
Jeg har lavet dette farsbrød af hakket oksekød, men man kan lige så vel bruge hakke lam eller kalv og flæsk. Som tilbehør har jeg valgt aubergine og champignon som både passer godt til og bliver rigtigt lækre i ovnen. Jeg har kun krydret ved at lægge nogle rosmarinkviste og timianstængler over farsbrødet og grøntsagerne, og det gav fint med smag. Herudover kan man lave en lækker Tzatzikki og Græskar – eller Auberginehumus til. Farsbrødet, synes jeg, kan godt bære ret meget rodfrugt, men vil man gerne have mere ‘rent’ kød, kan man bare skære ned til halvdelen. Jeg har valgt persillerod, pastinak og selleri, fordi det giver meget smag, men foretrækker man andre rødder som gulerod, jordskok, rødbede eller lignende, kan man bare bytte ud.
Ingredienser:
400 g hakket oksekød
2 persillerødder
2 pastinakker
ca 50 g selleri
1 stort løg
2 fed hvidløg
50 g udstenede oliven
100 g fetaost i tern
2 æg
3 spsk fuldkornshvedemel
1 tsk salt
1 dl mælk eller plantemælk
olivenolie til at smøre fadet med
2 kviste rosmarin
en håndfuld timianstængler
Fremgangsmåde:
Hak løg og hvidløg fint. Riv rodfrugerne på den fine side af rivejernet. Bland alle ingredienser undtagen oliven og fetaost. Rør farsen godt. Vend oliven og fetaost i. Smør et ovnfast fad med olivenolie og form et farsbrød i det. Snit evt. en aubergine i skiver og rens og skyl en bakke champignon, vend dem med olivenolie og læg omkring farsbrødet. Læg rosmarinkviste og timianstængler over farsbrød og grøntsager. Bag i ovnen på midterste rille i 45 min. ved 180 grader. Server med Tzatziki og Græskar– eller Auberginehummus.
Denne hummus har jeg lavet i mange år, og det er den, jeg plejer at lave, når vi skal have hummus herhjemme. Den er super enkel, og jeg synes auberginen tilfører hummussen god smag og konsistens.
Har man ikke aubergine, men i stedet et græskar, kan man bare bytte ud og i stedet lave en Græskarhummus.
Ingredienser:
1 aubergine
1 dåse kikærter – eller tilsvarende udblødte og kogte kikærter
1-2 fed hvidløg
2 spsk tahin
2 spsk æbleeddike
citronsaft
salt
1 tsk spidskommen
Fremgangsmåde:
Prik auberginen jævnt med en gaffel og bag den mør ved 225 grader i ca 20 min på hver side. Blend hvidløg helt fint. Flæk herefter auberginen og skrab kødet ned i din blender. Afdryp kikærterne og tilsæt også dem, spidskommen og tahin og blend til en cremet masse. Smag til med citronsaft og salt.
Vi er på det sidste begyndt at spise flere vegetar-retter herhjemme. Der er ikke som sådan noget statement i det, men mere bare en erkendelse af, at man sagtens kan lave skøn. velsmagende mad, der mætter uden kød. Generelt spiser vi ikke de store kødmængder, men der skal lige tænkes lidt, hvis børnene også skal være med på den.
Normalt laver jeg min Fuldkornstærte på hytteost, men ofte støder jeg på datomærket rygeost, og jeg synes faktisk rygeosten tilfører tærten bedre – og mere – smag. Desuden ruller jeg tærtebunden helt tyndt ud, så det er det sunde fyld, der er mest af, når man tager et stykke.
Ingredienser, dej:
250 g fuldkornshvedemel
2 mellemstore æg
150 g rygeost
1 tsk salt
evt. en sjat vand
2 tsk rapsolie til at smøre tærtefadet med
Ingredienser, fyld:
250 g rygeost
3 mellemstore æg
1 dl creme fraiche
150 g revet ost
½ tsk salt
1 aubergine
½ squash
50 g soltørrede tomater
frisk eller tørret oregano
rapsolie til stegning
Først laves dejen ved at blande alle ingredienserne og samle dejen godt. Dejen stilles herefter på køl i ca ½ time.og imens gøres grøntsager og det øvrige fyld klar. Skær aubergine og squash i små tern. Riv osten og bland ost, rygeost, creme fraiche, æg og salt i en skål.
Tag din dej frem igen. Smør en tærteform med rapsolie. Fordel dejen i tærteformen ved at rulle den tyndt ud. Forbag tærtebunden på midterste rille i ovnen i 15. min ved 200 grader til den er gylden.
Mens tærtebunden forbager, sauteres auberginestykkerne i noget olie. Tilsæt squashstykkerne, når auberginen begynder at blive blød. Tilsæt til sidst soltørrede tomater i små strimler og sauter et øjeblik længere inden grøntsagerne krydres med oregano.
Tag tærtebunden ud igen og fordel først grønsagsfyldet herpå. Fordel derefter det øvrige fyld ud over tærten. Bag tærten i 30 min på midterste rille ved 200 grader.