Grønkålssalat med rabarberkompot
Haven bugner af de lækreste grøntsager lige nu, hvor foråret står på sit højeste. Grønkålen skyder for alvor i de varme aprilsdage og blomster kan også nippes af og drysses over salater for at give et ekstra indbydende udtryk. Rabarberne er skudt i vejret. Mange ved ikke, at rabarber er en grøntsag, fordi de oftest bruges i det søde køkken til kager og marmelade, men de er faktisk også skønne som et syrligt pift i det salte køkken. I løbet af maj titter de første asparges op. De smager fantastisk som søde ærter og er dejlige i sprøde salater frem til skt. Hans.
I denne opskrift er rabarberne lavet til en lækker kompot, som tilfører salaten både sødme, syre og saft. Det passer rigtigt godt sammen med de sprøde grønkålsblade og den fede feta. Valnødderne giver knas, men kan også udbyttes med fx mandler. Har man friske asparges i sin have, kan de også med fordel snittes i. Ligesom friske krydderurter efter smag og behag kan klippes over og vendes i.
Ingredienser:
- En god håndfuld grønkålsblade
- 4-5 stængler friske asparges
- ½ dl rabarberkompot
- ½ blok feta
- 1 håndfuld valnødder
- evt. friske krydderurter
Fremgangsmåde:
Start med at skylle og hakke grønkålen og fyld den i en skål. Knæk den nederste del af aspargesene. Snit dem i 1 cm lange stykker og bland med kålen. Skær fetaen i mundrette stykker og vend i. Rist valnødderne og drys over salaten og top til sidst med rabarberkompot. Friske krydderurter eller kålblomster kan drysses over salaten.