Rå rødbedesalat
Jeg er rigtigt glad for rødbede og det er min datter også, så det er ofte, at valget falder på en rødbedesalat som tilbehør til kødretter. Denne rødbedesalat brugte jeg sammen med ramsløgstzatzikien som tilbehør til ramsløgsdeller. For at give salaten noget dybde og karakter har jeg tilført den både frisk mynte og bronzefennikel.
Begge dele er så småt kommet op i haven her i slutningen af april. Normalt er det mest børnene, der er vilde med bronzefenniklen. Men jeg må indrømme, at jeg her endelig har fundet en salat, som kan bære fennikeltwistet. Den bliver ikke for dominerende i forhold til de øvrige ingredienser, men tilføjer salaten lidt kant.
Ingredienser:
- 3-4 rødbeder
- 1 dl mandler
- 3 kviste bronzefennikel
- 1 håndfuld mynte fx marokkansk mynte
- 2 spsk balsamico eddike
- 1 spsk olivenolie
- 1 tsk agavesirup
- drys tørrede æbletern (kan udelades)
Fremgangsmåde:
Skræl og riv rødbederne på den grove side af rivejernet. Rødbeder afgiver meget farve, så det kan være rart at have handsker på. Hak bronzefennikel og mynte fint og vend i de revne rødbeder. Bland en dressing af balsamico, agavesirup og olivenolie og hæld over salaten. Rist mandlerne på en pande og hak dem. Drys salaten med mandelstykker og æbletern.
Ramsløgstzatziki – Vennerstroem.dk
1. maj 2019 @ 1:19 pm
[…] Super let opskrift. Meget velsmagende og knap så skrap i smagen som almindelig tzatziki. Derfor meget børnevenlig. Der skal bruges en ret stor mængde ramsløg, for at de kan smages. Dette er en stor portion, som er velegnet til fx påskebordet. Jeg serverede den sammen med ramsløgsdeller og rå rødbedesalat. […]
Bronzefennikel – Vennerstroem.dk
4. september 2019 @ 8:41 am
[…] synes bronzefennikelen er god i salater, og den går især rigtigt godt sammen med beder: Både en Rå rødbedesalat , en rigtig sensommerklassiker, hvor Rå gulbedesalat blandes med æble og brombær eller en […]