Gedeost

Friske figner med gedeost

Helt enkelt, men fantastisk lækker tapas eller forret på en varm sommerdag.

Hvis du synes, der skal lidt ekstra til, så rist nogle valnødder og drys over og dryp lidt agavesirup over.

Ingredienser:

  • 2-3 friske modne figner
  • 1 lille god gedeost
  • Evt. valnødder og agavesirup

Fremgangsmåde:

Skyl fignerne og skær dem i skiver. Skær ligeledes gedeost en i skiver. Anret begge dele på en tallerken med skiver af skiftevis figen og gedeost. Drys evt ristede valnødder ovenpå og dryp med agavesirup.

Bagte friske figner med feta og serranoskinke

Når figentræet bugner med modne frugter i august og september, er det godt med forskellige opskrifter, så alle fignerne ikke havner i det søde køkken.

Denne forret er helt enkelt et fantastisk – lidt mindre sødt – alternativ til klassikeren dadler med bacon.

Ingredienser:

  • 4 friske figner
  • 50 g feta- eller gedeost
  • 4 skiver serrano-skinke eller tilsvarende
  • 4 tandstikker

Fremgangsmåde:

Skyl fignerne, og skær bund og top af. Skær et kryds ned i dem i toppen, og fyld dem med feta. Vikl en serranoskive om hver figen, og fastgør den ved at stikke en tandstik igennem ved samlingen. Sæt dem på et fad og bag dem i ovnen ved 200 grader i ca 12 min.