Jul

Rødkålssalat

Til julemaden hører rødkål. Men er man ikke til syltet rødkål på glas, eller vil man gerne have et sundere alternativ, kan denne friske rødkålssalat varmt anbefales. Herhjemme spiser vi den hele vinterhalvåret til fx steg, frikadeller eller medisterpølse.

Rødkålssalat

Denne rødkålssalat er sprængfyldt med frugt, der giver den masser af sødme. Rødkålen og nødderne gør den knasende sprød. Lav den gerne nogle timer i forvejen eller dagen før, den bliver kun bedre af at stå.

Ingredienser:

  • ½ rødkål
  • 1 appelsin
  • 2 æbler
  • 1 dl rosiner, tranebær eller 5-6 figner, abrikoser eller dadler
  • 100 g hasselnødder
  • 2 spsk agavesirup

Fremgangsmåde:

Start med at snitte rødkålen helt fint. Pres appelsinen og hæld appelsinsaft og agavesirup over rødkålen. Fjern æbleskrog fra æblerne og skær dem i mundrette stykker. Figner eller dadler kan snittes direkte i salaten, men hvis du i stedet bruger rosiner eller tranebær, er det en god ide lige at sætte dem i blød i 5 min ved at hælde kogt vand over dem. Nødderne ristes på en pande, skallerne gnides af i et viskestykke og så hakkes nødderne inden de drysses over salaten. Hvis du laver salaten i forvejen, kan du vælge at vente med at hælde nødderne over til lige inden servering, så de bevarer mere af deres sprødhed.

Brændte mandler

Julen er over os!

Det betyder at alskens lækkerier skal fremtrylles i køkkenet til glæde for familie og venner. Nogle står jeg helt selv for, mens andre er oplagte at have børnene med til.

Den første opskrift I får, er en jeg laver uden børn – og gerne flere gange i løbet af julemåneden. De forsvinder nemlig hurtigt. Og så er den super nem og hurtig, hvilket også er vigtigt i al juletravlheden. I øvrigt en fin værtindegave i et sødt glas med silkebånd omkring. værtindegave.

Da jeg var barn havde min far et stort mandeltræ i haven, som gav masser af mandler. Jeg har selv et mandeltræ i haven, men det er alt for lille til at give noget endnu, desværre. Til gengæld har min far nu et hus i Spanien, og her høster han mandler og dem får jeg af hver jul.


Brændte mandler

Jeg vælger altid at give mine brændte mandler et lille pift i form af enten kanel, rålakridspulver eller kokos. Mums. Her kommer opskriften – selvfølgelig med kokossukker, som ligger lavere i det glykæmiske indeks end rafineret sukker, rørsukker og honning.

 Ingredienser:

  • 1 kop mandler (200 g)
  • 1/2 dl vand
  • 3-4 spsk kokossukker
  • 1 spsk kanel, rålakridspulver eller 2-3 spsk. kokos

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 150° C. Hæld vand, sukker og krydderi på panden og smelt det sammen. Tilsæt mandler og rør til vandet er fordampet. Hæld mandlerne over på en bageplade beklædt med bagepapir og bag i ovnen i 20-25 min. Mandlerne er klistrede, lige når de kommer ud, men bliver sprøde, når de køler af. Hæld på glas og opbevar med låg. Velbekomme!

Konfekt til jul – Havregryns- og Gulerodskugler, blodsukkervenlig

At lave sin egen konfekt er slet ikke så svært, som det kunne lyde. Man kan lave mange forskellige slags smagsbomber i form af kugler, og børnene kan sagtens være med til at trille dem.

Havregrynskugler

Ingredienser:

  • 200 g havregryn
  • 2 spsk usødet kakaopulver
  • 1 dl smeltet kokosolie
  • stevia eller agavesirup i den mængde man kan lide sødheden
  • 1/2 tsk vanillepulver
  • 2 spsk stærkt brygget kaffe
  • kokosmel til at trille havregrynskuglerne i

Fremgangsmåde:

Alle ingredienserne blandes. der trilles kugler som vendes i kokosmelet. Stil på køl.

Gulerodskugler

Ingredienser:

  • 100 g nødder eller mandler
  • 100 g havregryn
  • 200 g gulerødder
  • 150 g dadler
  • 50 g kokos samt lidt ekstra til at trille kuglerne i
  • 1 tsk revet ingefær
  • 1 tsk kanel
  • Revet appelsinskal
  • Stevia eller agavesirup alt efter, hvor sød en tand man har.

Fremgangsmåde:

Blend nødder/mandler og havregryn til fint mel i en foodprocessor. Hæld over i en skål. Kør gulerødder og dadler i foodprocessoren til det har en blød masse. tilsæt melet og de øvrige ingredienser og giv det en tur mere i foodprocessoren. Form kugler af massen og tril i kokos.

Æbleskiver, fuldkorn

Ude i min have står et fint lille Cox Orangetræ, som laver de dejligste søde og aromatiske æbler. I det tidlige efterår plukker vi æblerne og lægger dem vi ikke spiser med det samme i en kasse, så vi stadig har lækre saftige æbler her i vintermånederne. Og hvad er julen uden æbler? nej, de er ikke til at undvære vel?

Til julen hører især æbleskiverne. Når man så oveni købet har høns, er æbleskiver en ideel måde at få brugt nogle æg på i samme ombæring. Julens anden opskrift er derfor på lækre fuldkornsæbleskiver med små stykker frisk æble indeni som en lille lækker overraskelse. Æbleskiverne kan serveres med Agavesirup, kokossukker eller en sukkerfri syltetøj fra sommerens nedfrosne bær.

Fuldkornsæbleskiver

Ingredienser:

3 æg

4 dl kærnemælk

1 tsk salt

3-4 spsk kokossukker

1,5 tsk bagepulver

1 tsk kademomme

1 tsk vanillepulver

skallen af 1 citron

120 g fuldkornsmel fx fra Spelt eller Durum.

90 g hvedemel

1 æble

Fremgangsmåde:

Bland de tørre ingredienser sammen med citronskallen. Del æg i blommer og hvider. Pisk blommerne med kærnemælken og bland herefter de tørre ingredienser i. Lad dejen hvile i 15 min, Pisk æggehviderne stive, og vend det forsigtigt i dejen. Dryp en smule olie i hvert hul i æbleskivepanden og fyld hullerne 3/4 op med dej. Læg et lille stykke æble i hver. Vend æbleskiverne, når de har dannet en fast skorpe for neden.

Brunkager, fuldkorn

Lækre sprøde fuldkornsbrunkager

Julens krydderier hører helt klart til nogle af mine favoritter. Jeg elsker duften og smagen af kardemomme, nelliker, ingefær og kanel. Jeg har derfor ledt en tid efter en opskrift på fuldkornsbrunkager uden held. Så i stedet begyndte jeg at kigge opskrifter på svenske pepparkakor igennem. Og så har jeg valgt selv at tilføje mandler, så man både får julens skønne krydderier og mandlernes knasen. Man kan selvfølgelig også vælge af købe brunkagekrydderiblanding og tilsætte, men jeg synes smagen bliver meget mere intens af friskmalet kardemomme og nelliker og friskrevet ingefær. Disse småkager er lavet på speltmel, men man kan lige så vel vælge fuldkornsdurummel og almindeligt hvedemel.

Ingredienser

200 g smør

2 dl kokossukker

1 dl agavesirup

3,5 dl fuldkornsspeltmel

2 dl speltmel

1,5 tsk natron

1 spsk stødt kanel

2 tsk revet ingefær

1/2 spsk stødt kardemomme

1 tsk stødt nelliker

2 dl mandler (hakkede)

Fremgangsmåde:

Start med at smutte og hakke mandlerne. Stød så kardemomme og nelliker i morderen og riv ingefæren helt fint. Smelt herefter smøret og tilsæt alle krydderier, kokossukker og agavesirup.

Bland de to meltyper i en skål sammen med natron. Hæld herefter den smeltede smør- og sukkerblanding i og arbejd det sammen til en dej. Tilsæt de hakkede mandler. Hæld dejen i en plastikpose og lad denstå på køl natten over. Tag dejen ud, del den i to og arbejd den blød nok til, at der kan trilles to lige store pølser ca 5 cm i diameter. Rul dem ind i husholdningsfilm. Læg på køl 1 time.

Sæt ovnen på 200 grader. Tag dejpølserne frem. Skær med en tynd skarp kniv helt tynde skiver. Læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag dem i 8-10 min midt i ovnen og lad dem køle af på pladen. De er bløde lige, når de kommer ud, men bliver sprøde, når de køler af.