Kikærter

Ovnristede kikærter

Ristede kikærter er en skøn, sprød topping til mange salater. De er lette at lave og passer sig selv i ovnen mens grøntsagerne snittes. Krydr dem med dine yndlingskrydderier – jeg brugte spidskommen til en Mellemøstlig-inspireret salat.

Ingredienser:

  • 1 dåse kikærter
  • 1 spsk olivenolie
  • 1 tsk spidskommen
  • 1 tsk flagesalt

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 175 grader varmluft.

Hæld vandet fra dine kikærter og skyl dem under den kolde hane. Vend dem med olivenolie og fordel dem i et ovnfast fad. Drys med spidskommen og flagesalt.

Bag dem på midterste rille i 20-25 min.

Auberginehummus

Denne hummus har jeg lavet i mange år, og det er den, jeg plejer at lave, når vi skal have hummus herhjemme. Den er super enkel, og jeg synes auberginen tilfører hummussen god smag og konsistens.

Har man ikke aubergine, men i stedet et græskar, kan man bare bytte ud og i stedet lave en Græskarhummus.

Ingredienser:

  • 1 aubergine
  • 1 dåse kikærter – eller tilsvarende udblødte og kogte kikærter
  • 1-2 fed hvidløg
  • 2 spsk tahin
  • 2 spsk æbleeddike
  • citronsaft
  • salt
  • 1 tsk spidskommen

Fremgangsmåde:

Prik auberginen jævnt med en gaffel og bag den mør ved 225 grader i ca 20 min på hver side. Blend hvidløg helt fint. Flæk herefter auberginen og skrab kødet ned i din blender. Afdryp kikærterne og tilsæt også dem, spidskommen og tahin og blend til en cremet masse. Smag til med citronsaft og salt.