Low carb

Ovnbagte tomater med parmesan og timian

Når drivhuset bugner af store skønne bøftomater, så er det oplagt at bage nogle i ovnen med timian (evt basilikum) og parmesanost. Når tomaterne bages og vandet fordamper lidt fra tomaterne, træder sødmen endnu mere frem.

Ingredienser:

  • 4-6 store tomater
  • 50-100 g revet parmesanost eller anden ost
  • friske timiankviste
  • Friske basilikumblade til pynt
  • olivenolie

Fremgangsmåde:

Start med at halvere tomaterne. Pensl et ovnfast fad med olivenolie og placer de halve tomater med skæresiden opad. Dryp lidt olivenolie over tomaterne. Riv parmesanosten over og drys med frisk timian. Bag i ovnen ved 175 grader i 20-40 minutter alt efter størrelse, og hvor semidried, du ønsker dem. Pynt evt med friske basilikumblade før servering.

Lynstegt grønkål med bacon og pinjekerner

Super nemt og super lækker måde at spise alle slags kål på – ikke mindst de flerårige Daubenton-grønkål, jeg har i haven. Det er sundt og selv børnene elsker det!

Ingredienser:

  • En god håndfuld grønkål
  • 100 g bacon i tern
  • 50 g pinjekerner
  • olivenolie til stegning

Fremgangsmåde:

Skyl grønkålen og riv den i mindre stykker. Rist først pinjekernerne på en tør pande ved middel varme og tag dem af. Skru op for varmen. Når panden har fået høj temperatur steges baconet sprødt. Herefter tilsættes grønkålen og evt lidt olivenolie, og der steges videre til den falder sammen. Tag panden af blusset og drys pinjekernerne over, før det serveres.

Hønsesalat med asparges, svampe, bacon og grønt

Når man har havehøns og slagter hanekyllinger af og til, så er der brug for nogle retter, hvor kødet er kogt så mørt at det falder af skroget. Ud over Hønsekødssuppe og Tarteletter er hønsesalat en sikker vinder og børnene elsker det. Kog hønsekødssuppen den første dag og tag kødet fra til tarteletter og hønsesalat. Brug hønsesalaten på rugbrød, i sandwich eller pitabrød fx til jul, påske eller når aspargesene er klar til høst.

Ingredienser:

  • 250 g tilberedt hønsekød
  • 1 bakke champignon
  • 1 bundt asparges
  • purløg
  • 1 dl creme fraiche
  • 4 spsk mayonnaise
  • 1 pakke bacon
  • salat, tomat i og agurk
  • 1 tsk sennep
  • karry
  • sal og peber
  • smør

Fremgangsmåde:

Skær hønsekødet i mundrette stykker. Bland dressingen af creme fraiche, mayonnaise, sennep, karry, salt og peber og vend kødet i. Steg først asparges, så champignon i smør og læg på et fad for sig. Steg bacon og læg over hønsesalaten. Klip purløg over. Server med et godt stykke groft Rugbrød, frisk salat og tomat og agurk i skiver.

Kogte artiskokker med hjemmerørt aioli

Af alt det man kan dyrke i sin egen have, så bliver det alligevel ikke meget mere luksuriøst end de smukke tidsler – artiskokker er fantastiske med en god hjemmerørt mayo til at dyppe i.

Mange spørger, hvordan man tilbereder og spiser artiskokker, for de kender det kun fra salater og pizzaer. Det kan ikke være meget lettere. De koges blot 10 min i letsaltet vand ( eller i mikrobølgeovn). Man kan både spise det inderste bløde af hvert blad og selve artiskokhjertet. Er artiskokkerne nået at blive meget store, er der nogle stikkende “hår” inderst ved artiskokhjertet, men plukker man dem mens de er max 10-12 cm i diameter, er hårene bløde og kan fint spises med.

Ingredienser:

  • 5 mellemstore artiskokhoveder
  • salt

Fremgangsmåde:

Kog artiskokhovederne i 10 min. i letsaltet vand. Hæld vandet fra og server med en hjemmerørt Aioli.

Hjemmelavet Mayonnaise

Hjemmerørt mayonnaise er noget af det hurtigste og nemmeste at lave. Pres et lille fed hvidløg i, og du har den lækreste aioli fx til at dyppe dine Grillede butternut squash eller kogte Artiskokhjerter i.

Har man havehøns får mayo’en en flot gullig farve.

Ingredienser:

  • 2 æggeblommer
  • 1 tsk sennep
  • 1 spsk æbleeddike
  • 2 dl solsikkeolie
  • evt et lille fed hvidløg, presset
  • salt

Fremgangsmåde:

Pisk æggeblomme, sennep, æbleeddike sammen. Tilsæt olien lidt ad gangen mens der piskes. Smag til med hvidløg, sennep, salt og eddike.

Jordbær-lagkage med rabarberskum på mandelbund, blodsukkervenlig

Jeg har længe ledt efter en lagkagebund, der var blodsukkervenlig og her er den! – Den er lavet på mandelmel, og den er sprød og lækker. Og så er den faktisk både hurtig og nem at lave.

Denne laglage er toppet med flødeskum vendt med en blodsukkervenlig Rabarberkompot og pyntet med jordbær og mørk chokolade. Og den blev spist op.

Bund og rabarberkompot kan med fordel laves dagen i forvejen, så det hele er klar og lagkagen bare skal bygges og pyntes.

Man kan med fordel bytte rabarberkompot ten ud med hjemmelavet Abrikosmarmelade, hvis man ikke har rabarber, men mange abrikoser.

Ingredienser, mandelbund:

  • 200 g mandler
  • 100 g kokossukker
  • 5 æggehvider
  • 1 spsk flydende stevia

Ingredienser, rabarberskum:

  • 300 g rabarber
  • 2 spsk kokossukker
  • 1 tsk vanillepulver
  • ½ l piskefløde
  • stevia

Pynt:

  • jordbær
  • Mørk chokolade min 70 %

Fremgangsmåde:

Blend mandlerne til mandelmel. Tilføj evt. nogle grofthakkede mandler. Pisk æggehviderne helt stive sammen med sukker og stevia. Vend mandelmel i og formel massen i en form med bagepapir. Jeg smurte bare et tærtefad og brugte det til at bygge lagkagen op i dagen efter. Bag lagkagebunden i 25 min. ved 175 grader og lad den køle af.

Skær rabarberne i små tern og fordel med i et smurt ovnfast fad. Vend dem med sukker og vanillepulver og bag dem i 15 min. ved 200 grader. Rør dem til en ensartet masse og stil på køl.

Pisk fløden til flødeskum og vend rabarberkompotten i. Smag til med stevia. Fordel rabarberskummet ovenpå mandelbunden og pynt med jordbær. Drys hakket eller revet mørk chokolade over.

Ristede græskarkerner

Der er ingen grund til at smide kernerne fra halloweengræskar ud. De kan sagtens bruges til at lave lækre ristede græskarkerne lige til at drysse over din salat eller spise som snack.

Ingredienser:

  • Græskarkerner fra en hokkaido
  • Rapsolie
  • salt

Fremgangsmåde:

Skrab kernerne ud af dit græskar og skyld dem helt rene for græskarkød. Kog dem i letsaltet vand i 20 min. Tænd ovnen på 160 grader. Bred græskarkernerne ud over en bageplade beklædt med bagepapir og hæld lidt rapsolie over og drys med salt. Rist kernerne i ovnen i ca 30 min og vend undervejs. Lad dem køle af inden servering.

Rucola-pesto

Det er skønt at lave sine egne pestoer, og de kan varieres i de uendelige, alt efter hvad man har i haven.

Rucolapesto har bitterheden fra rucolaen og fedmen og smag fra olie, ost og nødder. Det er en pesto, der smager af noget. Brug den som dressing til en god salat, som dip eller vend den med fuldkornspasta.

Ingredienser:

  • Et bundt rucola
  • 1 fed hvidløg
  • 4 spsk olivenolie
  • 40 parmasan eller anden fastost
  • 30 g pinjekerner eller mandler

Fremgangsmåde:

Skyl rucolaen og afdryp den godt. Rist pinjekernerne på en tør pande. Fyld alle ingredienser i en blender og blend til det har den ønskede konsistens. Smag evt til med salt.

Hyldeblomstsaft, blodsukkervenlig

Hyldeblomst er duften af forsommer. Vi har hyld i haven, men henter skærme ude i naturen, så vi kan nyde duften og synet af vores egen mens den blomstrer i haven.

Der findes utallige opskrifter på hyldeblomstsaft. Denne saft har en masse syre og er blodsukkervenlig. Laver man saften uden tilsat sukker, er holdbarheden kortere, men man kan vælge at fryse den ned i isterningeposer, og så kan den sagtens holde sig.

Jeg har sødet med en smule kokossukker for at tilføje en rund og karamelagtig smag, resten er stevia.

For at give saften den forfriskende syre tilsætter jeg både citron og vinsyre.

OBS: Trækketid mindst 1 døgn

Ingredienser:

  • ca 50 hyldeblomstskærme
  • 1½ l kogende vand
  • 1 citron med ubehandlet skal
  • 2 små breve vin- eller citronsyre
  • 2 dl kokossukker
  • stevia fx i pulverform

Fremgangsmåde:

Læg de afklippede hyldeblomstskærme i en stor gryde eller skål. Skær citronen ud i tynde skriver og læg over. Hæld 1 liter kogende vand over blandingen. Hæld ½ l kogende vand op i en kop og opløs kokossukkeret heri, og tilsæt det derefter.

Læg låg på blandingen og stil den i køleskabet og lad den trække i 1-2 døgn.

Tag saften frem og si den gennem en saft-si. Pres så meget af saften med som muligt – det er heri smagen sidder. Tilsæt vinsyren og rør rundt til den er opløst. Smag til med stevia til saften er til den søde side, så den kan blande op og stadig have sødme. Hæld på isterningebakker eller – poser og frys ned.

Sellerimos med ramsløg

Vi skulle have stegt flæsk, men i stedet for persillesovs, kartofler og rødbede blev det til en sellerimos med ramsløg og en rødkålssalat med revet rødbede. Lige nu står ramsløgene med helt nye blade overalt i de danske skove, og det er svært ikke at plukke og klippe dem i alting, når man laver mad. Og i denne mos, smager de særdeles fremragende.

Ingredienser:

  • en mellemstor knoldselleri
  • en god håndfuld ramsløgsblade
  • 40 g smør
  • ½ – 1 dl piskefløde
  • salt og peber.

Fremgangsmåde:

Skræl knoldsellerien. Brug evt. en skarp kniv til at skære skrællen af. Skær den i store tern og kog dem i letsaltet vand i ca 10 min til de er møre. Hæld vandet fra. Tilsæt smør og fløde og blend til mos. Smag til med salt og peber. Skyl og hak ramsløgene fint og vend det meste i, men gem nok til at give mosen et drys ovenpå.